Kære Johannes!

Nu da jeg har skrevet til Jens må du også hellere få et par ord. Det skal være mine minder som du får i brevform, men så må du jo finde dig i at det ikke bliver noget fejlfrit sprog, for jeg har aldrig fået lært at skrive de forskellige ord med stort eller lille bogstaver, langt mindre at rette de forskellige tegn hvor de skulde stå.

Nu hører jeg jo i radioavisen det danske sprog så forstår jeg jo hvor meget jeg mangler i at skrive rent dansk, men jeg kan jo intet andet og så må du tage det som det kommer, og det skal så helst være som jeg taler det.

Din Mor

18-11-41

Når jeg skal fortælle om mine barndoms minder, vil jeg først fortælle om et minde fra 1864.
Den gang havde vi også krig her i landet. Da var der i mit hjem en mand som ikke var normal. Han blev også indkaldt og Fader rejste med ham til København for at få ham med hjem igen, men det blev ham nægtet, og vi var alle ked af det, men der var dengang nogle som gjorde sig tossede, og fik lov til at gå, det blev nok til dels opdaget.
Så var der en snedker hjemme fra som var i København, han fandt Lars på gaden og fik ham med hjem. Samme snedker havde været underofficer, og når han kom ud hos os måtte Lars jo gøre eksercits, han kunde også en hel del, men når de kom til et vist sted bandede Lars og sagde nej, der mente de så at han var blevet fri, men hans gode tøj var væk, og han havde noget gammelt på da han kom hjem, som de aldrig kunde få ham til at tage på.
Jeg husker tydeligt en sort blank kasket og et par gamle grå bukser som hang på loftet, som blev kaldt Lasses uniform. Men jeg glemte jo, at det som står tydeligt for mig er den dag han kom hjem, da sad jeg ude på trappen og spiste et stykke mad, og pludselig ser jeg henne på vejen Lars komme gående. Jeg sprang op og ind til mor og råbte Mor, Mor nu kommer Lars henne ved de 4 pile. Hun sagde sludder tøs, men hun måtte med ud at se, jo rigtig det var han.
Og da mindes jeg at vor nabos søn var henne at sige farvel, han også en af “fritrækkerne“, men han kom heller ikke med i krigen, han kom ikke længere end til Als. Han hed Søren Vinter, og blev senere gift med min sødster Anne.

Så går der flere år jeg ikke har nogle tydelige minder, men så er det vel nok ved den tid jeg begyndte at lære bogstaverne at kende og det var tidligt. Når jeg så havde været flittig så var det spændene når jeg næste dag skulde have fat i ABC om der var noget i Bogen for i den var der på første blad en hane og den gjorde skillinger når man var flittig.
Når jeg var ude hos Morfars, der var ingen hane i den bog jeg skulde læse i, men så var der et stort bogstav og de sagde, at det var meget bedre end hanen til at gøre penge. Der var også flere i bogen når jeg skulde til at læse igen, og så fik jeg en pung af min morfar til at gemme pengene i, og det var både en og 4 skillinger, så jeg havde flere mark at komme hjem med.

*******

Far hed Johan Madsen og var fra Vindebæk i Fanefjord Sogn på Møn. Mor hed Ellen Kirstine Andersen og var fra samme by og sogn. Far havde været gift 2 gange før, og i første ægteskab var mine 2 ældste søstre Bodil og Mette Marie.
Bodil blev gift med muremester Jens Nielsen, de boede på Tostrup Vængesgård. Deres ældste barn var Ane Hjelmer som nylige er død, så var der en søn som hed Niels som boede på Bogø, en datter som hed Thomasine som er hos Broder, en datter hedder Stine og bor her på Sjælland, så er der Marie som er inde hos overlæge Fenger Kvist. En søn som hedder Mads og har været købmand i Vindebæk. Den yngste søn hedder Johannes og bor på Sjælland.
Så havde jeg en sødster som hed Mette Marie. Hun boede i København. Hun havde en søn som hed Johannes, han døde i Amerika.

I andet ægteskab var min sødster Ane Kirstine som blev gift med Søren Vinther. Deres ældste datter hed Kristine, hun er gift med slagter Chr. Hjemsted og bor i Råbylille. En søn som hed Johan er død. En søn Kristian Vinther bor i Hjertebjerg og en datter Margrethe bor i Lendemarke.
Så er der min sødster Kristiane som boede på Nørholm. Hendes datter hedder Anna og hende kender du jo. Så er der min broder Mads P Johansen. Hans ældste datter er Elisabeth og Ellen og Inger. Sønnerne er Jens som bor i Skelskør og Poul som er Præst på Færøerne.

I tredje ægteskab er jeg så den første, så var der en lille sødster, som døde da hun var 4 år. Så er der Jørgen Johansen som boede på fødegården. Hans ældste søn er Ejner Johansen som bor på Sjælland, Herløv som bor i Hjertebjerg og Frede som bor på den gamle gård i Pollemark.
Også min yngste sødster Kristiane som var gift med H. P. Grønager og som bor i Pollerup. Hendes ældste søn er Johannes Grønager som bor i Viemose på Sjælland. Så er der en datter Edith som er hjemme på gården, og den yngste datter Astrid, som er gift og bor i Lyngby.

20-11-41

Så kom tiden at jeg skulde i skole, så kom Hanne Bødker og Karen og tog mig med. Begyndelsen for os 2 små piger blev et godt venskab så længe hun levede. Jeg var vel nok fræk, jeg gik hen og tog lærerinden i hånden og sagde goddow Jomfru Sørensen. Karen gav sig til at græde.
Undervisningen husker jeg ikke meget om min første skoledag men efter at den var afsluttet skulde Karen med mig hjem, hendes far var hjemme hos os og tømrede. Det var til den vestre længe, som endnu står i mit barndomshjem.
Da vi så var kommet hjem sagde mor, nå hvordan gik det så i skolen, sagde jeg Karen græder, så sagde hun du er da en rigtig sladre, det gjorde mig så flov, jeg sladrede aldrig mere om hvad der foregik i skolen siden den dag.
En gang fik jeg smæk i min bare røv fordi jeg ikke ville sige Noget hvad det var husker jeg ikke mere, smæk hjalp heller ikke.

Men i Karens hjem har jeg tilbragt mange gode timer. Hanne Bødker var så god til at fortælle for os børn, så tiden løb fra mig og mange aftner glemte jeg at gå hjem. Så kom gamle Lars og lukkede døren op og sagde nu skal du hjem tøs. Så havde vi travlt med at sy og hækle tøj til vores dukker, og af det har jeg siden hen i livet haft megen gavn af.

Da vi så blev lidt større så skulde vi nytårs morgen før det blev lyst hen at slå en gammel potte på døren, men det var med angst og bæven at jeg vandrede derhen for jeg skulde forbi et vandhul eller en mergelgrav hvor de sagde der gik spøgelser, men af sted måtte man jo, for ellers var man en kujon, og det ville man jo ikke være. Mange gange efter at jeg blev større gik jeg den vej med ængstelse, når jeg var allermest bange læste jeg altid det vers:
Altid frejdig når du går
Veje Gud tør kende
Selv om du til Målet når
Først ved Verdens Ende.
Så var det som om al angsten veg fra mig og jeg vandrede mere frem i mørket.

Ja mange gode minder fra det lille hjem dukker stadig frem i min erindring. Ja Hanne var en børneven og hun havde en sjælden evne til at fange barnesindet, ja helt op i den voksne alder, det var mest som et andet hjem der, men barndomstiden svandt hurtigt.
Karen blev tidligt gift og døde efter at have født en lille dreng som også døde. Men hendes barndomsvenner glemte ikke hendes mor. Og så var det deres børn der særligt fik godt af hendes kærlighed.
Nu er huset hvor de boede for længst revet ned, men mange sender en lønlig tanke til dem, der en gang færdedes der, når man går der forbi.

06-12-41

Som et af mine barndomsminder tænker jeg lidt på den første gang jeg skulde fotograferes, det var i 1869, sammen med min lille sødster. Vi stod 7 gange med en bøjle i nakken, hver gang i 5 minutter. Når den ene af os stod godt, var det modsatte tilfældet.
Far og Mor ville vi skulde prøve en gang til, men lille Stine sagde Nej ikke en gang mere og så trådte hun i gulvet for næsen af fotografen. Hvorfor at vi skulde fotograferes var at min moster i Hårbølle skulde have bryllup og så skulde Stine have lov at give hende det på hendes bryllupsdag. Det fik hun lov til den lille søde pige.
Brylluppet var d. 7. Maj og der var stort. Der var flere hundrede mennesker og de var alle med i kirken. Jeg var første brudepige på mosters side 8 år, og på hindes mands side var første brudepige et par år ældre, det kaltes at sidde bag.
Vi to blev kørt på en vogn for os selv næst efter brudeparret, næste vogn var to karle også af den nærmeste familie, de skulde følges med os ind i kirken og op at ofre. Ham jeg skulde følges med var min mors fætter, jeg husker tydelig at mor sagde til ham, hvis jeg ikke selv kunde nå at lægge pengene på aleret så kommer du til at løfte hinde så hun selv kan lægge pengene.

Hjemkørslen gik på samme måde. Så var der jo middag med kød, suppe og steg, vin og kager. Derefter dækket kaffe bord og når den var spist, skulde dansen begynde.
Brudeparret skulde først danse brudevalsen og så en polka bagefter, så kom turen til de 4 som sad bag , også vals og polka, så måtte først de andre gæster deltage i dansen.
Min sødster Ane havde haft travlt med at lære mig at danse vals forud for brylluppet, det var om aftenen og det gik lystigt på strømpesokker hvor der var sand på gulvet, så det har nok ordentlig støvet. Imens vi dansede spandt mor på rokken og far læste højt. Mor sad ved siden af bilæggerovnen, min anden sødster Mette enten kartede eller syede.

Lyset var et tællelys som stod i en høj stage som vi kaldte en Lysekælling, først nogle år efter fik vi en petroleums hængelampe, som hang oppe i loftet over det sted hvor lysekællingen havde stået. Når vi så skulde ud i køkkenet efter noget, så havde vi en prås at se ved. Det var en væge af blårgarn som var dyppet i tælle, så vægen var godt stiv af tællen.

Mens jeg nu er ved belysningen må jeg hellere fortælle lidt om hvordan vi selv lavede lys.
Til det havde vi nogle pilegrene på en alens længde som barken var skrabet af. En af dem satte vi mellem vore knæ som vi sad på en stol. Så satte vi garnet dobbelt om tre eller 4 ender, tog så en af trådene ud og slog en knude på.
Så blev alle trådene snoet lidt, og det blev vi ved med til der var en masse væger, som vi kaldte dem.
Så blev der sat 10 på hver pind, som vi kaldte for et lysesped, så blev vægerne fordelt med en god tommes mellemrum, så blev de dyppet i varm tælle.
En stige var lagt på et par stole, og der blev lysespederne hængt til vægerne blev stive, så begyndte støbningen. En stor gryde blev omtrent fyldt med varmt vand, og der kom smeltet tælle i, så tog man et sped og dyppede ned i gryden, så hængte den varme tælle på de stive væger, så når man havde dyppet dem alle begyndte man forfra så mange gange som man ville have lysene tykke. Det kaldte man at dyppe pråse. Når der var nogle damer som vilde neje og var lidt klodsede, særlig når man skulde neje i en dans, sagde man at hun dyppede pråse.

*******

Den 17. juli 1869 døde min lille sødster Stine, det var et mærkeligt sygeleje.
Den lille 4 årlige pige var så fortrolig med at hun skulde dø, at når der kom nogle for at se til hinde på sygelejet, sagde hun til dem, at de skulde blive hos mor til hun var død, hun var kuns syg godt en uge.
Den sidste morgen hun levede ville hun sige farvel til os alle. Min sødster Jane kom efter mig, jeg græd; men så sagde hun Du må ikke græde, for nu skal du være Fars og Mors pige i stedet for mig og så skal du have alt mit legetøj.
Lidt efter spurgte hun, om hun nu var død, og igen spurgte hun om hun nu var død ligesom farmor, lidt efter sagde mor, nu kan du nok aldrig smile til mig mere, så smilede hun og drog et sidste suk.
En skønnere død kan ingen få. Det var en stor sorg for os alle og for mig et savn at undvære den lille gode sødster.

*******

Barndoms- og skoletiden gik sin jævne gang, hvad der særligt står levende for mig var en dag jeg skulde sidde over, det var første gang. Det var forklaringen til den anden trosartikel.
Jeg var meget ulykkelig, for jeg havde fået lov til at gå hen til præsten med blomster til at pynte kirken med, det var en lørdag og der skulde være høst prædiken om søndagen. Med angst og bæven gik jeg så hen og sagde til Brammer hvor jeg skulde hen om eftermiddagen, om jeg ikke nok måtte være fri, så skal jeg nok lære det til på mandag.
Jeg fik også lov til at gå hjem. Jeg turde ikke fortælle at jeg ikke havde kundet min lektie.
Men så gav det sig til at regne, og blev ved, så jeg kom ikke hen med blomster, men hvad jeg led den eftermiddag af en ond samvittighed, kan jeg knap beskrive. Jeg følte det som en straf fra Gud, at jeg ikke havde kundet min lektie, og det varede i flere dage, trods det jeg kunde dem til næste dag.
Jeg havde nemlig glædet mig meget til at jeg måtte få lov til at se hvordan kirken skulde pyntes. Det var Asters vi havde så mange af. Præsten og hans to voksne døtre havde været ude at spadsere og var inde hos os og ude i haven og så alle de dejlige blomster, men regnen forhindrede at jeg kom hen med dem.
Det var professor Hejberg der var præst, han havde været præst ved døvstumme Instituttet, så han brugte fingersproget når han predikede, så jeg troede at sådan skulde enhver præst gøre.
Første gang jeg var med i kirke var en palmesøndag, det var til min broder Madses konfirmation, og jeg følte det som en stor højtid, at få lov til at komme med i kirke, og det har jeg altid følt siden.

Den 16-12-41

Nu vi nærmer os julen falder tankerne tilbage til barndomshjemmet, vi glædede os meget til jul og nytår. Forberedelserne ville vi jo gerne være med til fra vi var små, bagningen var jo ikke dengang som nu.
Småkager kendte vi ikke uden butterdej og pebernødder og sødsterkage, men så blev der bagt klejner, store var de, jeg tror en 5-6 tommer i længden, så det var ikke småkager. Så når de kom i fedtet og skulde bages slog de bobler i begge ender.
Klejner og æbleskiver fik vi alle steder i julen, men vi kaldte æbleskiverne for fedtmier. Vablerne i klejnerne blev trykket ned og fyldt med ribsgele, og fedtmierne blev skåret over og et godt lag gele på hver halve fedtmie.
Når de blev sat på bordet blev de lagt på tallerknerne efter alle kunstens regler, så tog man et rivejern og noget vidt sukker, rev så sukkeret så der faldt et fint lag sukker over kagerne, det skulde forestille et fint lag sne eller rim.

Juleaften begyndte med at vi alle ren vaskede og i søndagstøjet kom ind at spise Midaften ved et veldægget bord med alt slags pålæg, ikke afskåret men en hel rullepølse, et stort stykke sylte, kogte svinetæer, et fårelår m.m.
Når vi så havde spist fortalte far fortællinger til vi alle var samlet så nær som en som skulde koge den store julenadver som først blev spist senere.
Den bestod af risengrød med slåenvin til, og så kogt hvidkål, der blev kogt sammen med et stykke flæsk og saltede kråser af gås og ænder.
Når vi efter Midaftenen alle var samlede kom mor med et stort mælkefad med æbler, som vi spillede sidt stik om. Æblerne var stablede op i en pyramide, og vi måtte ikke røre ved andre end det vi først rørte ved, så var der tidt et af de kønneste udvendig som havde en rådden plet, som vi ikke kunde se , så blev der vel nok leben over at den der mente at have fået et fint æble var der dog en slem plet på den anden side.

Når vi så var færdige med at spille, skulde der dækkes bord til nadveren.
Mens det blev gjort satte far sig hen i kakkelovnskrogen og så begyndte vi at lege. Man kalte legen drage galte. Han lagde begge sine hænder fladt på sine knæ, så skulde vi lægge ansigtet derpå og den højre hånd på vor ryg, så skulde de andre give os et slag i hånden, og så skulde vi gætte hvem det var. Gættede vi så rigtigt, skulde den som slog lægge ansigtet i fars hånd, men sommetider varede det længe før der blev gættet rigtigt.

Vi havde ikke juletræ eller fik gaver, men julen var for os en hellig fest.
Når vi så skulde til at spise nadver blev der læst bordbøn, og efter vi havde spist læste fader juleevangeliet og vi sang salmer. Så fik hver sin tallerken fyldt med klejner og fedtmier, som de kunde gemme og spise når de havde lyst i juledagene. Vi gik aldrig den aften i seng før efter klokken 12.

Julemorgen skulde vi tidligt op og så skulde vi alle spidse ved dækket bord, og det var med lys. Så sang vi salmer og far læste morgenbøn. Så skulde jo så mange som kunde komme i kirke. Nytårsaften var det omtrent det samme, men da var jeg ikke så glad, for da kom der lidt mange at skyde nytår ind, og det var ikke sjældent at der var en halv snes stykker som skød på en gang. De skulde så fanges og ind og trakteres.
Nytårsmorgen skulde jeg så hen og slå en potte på vor nabos dør. Jeg var ikke begejstret derfor, men blev jo udrustet med godt tøj på og potten i hånden, det var helt mørkt. Far havde forklaret hvordan jeg skulde gå ind i forstuen hvor der stod en gammel kiste, den skulde jeg krybe op på og slå potten på døren ind til dagligstuen. Når de så løb ud for at finde mig, så lukkede de døren op, og der kunde jeg så sidde til de havde ledt efter mig, det gik også som han havde sagt, men så stod den ældste søn ude i haven og have set hvordan jeg var krøbet op på kisten, så råbte han: Hun sidder inde i forstuen, og så var jeg jo fanget, så det slap jeg jo skidt fra.
Det første juletræ jeg så var julen efter min konfirmation, da var jeg bedt med, det var jo en stor glæde, men vi havde jo en god jul uden juletræ, hvad man ikke har - savner man ikke. Så var der jo mange julevisitter hvor vi børn var med og der var så mange fornøjelige lege og vi dansede og sang og fortalte historier, men der var mange som ville fortælle spøgelseshistorier, og det kunde jeg ikke lide. Jeg var så bange når alle de historier var fortalt, at det varede lang tid før ængstelsen forsvandt. Det var til juletræ i skolen at jeg var medførte gang efter min konfirmation.

Efter julen og nytår kom Hellig Tre Kongers dagen, det var ikke så festligt, men den aften skulde det 3armede lys tændes. Far fortalte at det havde været skik at der hvor lyset skilte sig ud til 3 havde det været gammel skik at lægge lidt krudt ind, så når de tre lys var brændt ned og kommet dertil hvor det kun var et gav det jo et skrald når det nåede krudtet, og det betød at julen var skudt ud.
Jeg kan også huske at der var mange den aften gik ud og fyrede bøssen af, det var vist for at holde troldtøj og onde onder fra hjemmet.. Dagen efter var det Knuds aften, så kom Knud og drev julen ud. Så skulde vi begynde på den daglige dont med spinden og vinden garn for i julen måtte der ikke gå noget rundt, vi måtte heller ikke sige rotter og mus, men de store og de små langhalede. Gjorde vi ikke det ville vi få mange rotter og mus. Vi måtte heller ikke sy om højtidsdagene, for så vilde vi få bulne fingre, betændelse i fingrene. Der var meget af den slags som jeg ikke kan huske.

Der var meget travlt til jul, der skulde både bages Rugbrød, sigtebrød og store hundekager. Dengang kom der mange og bad om lidt til julen, de fik jo et godt stykke flæsk, kage og når fedtnuer og klejner bagt også lidt af dem. Så kan jeg huske der var en som sang:
juleaftensdag må jeg synge for din dør
Juleaftensdag er kagen aldrig tør.

Så blev der også brygget øl, det var 3 forskellige slags: Godt øl, Hverdags øl og tynddrikke, det sidste blev brugt til søve, som vi fik morgen og aften. Om morgenen fik vi jo først kogt sild og døppe, eller fedtebrød og spegesild, som vi selv havde saltet.

*******

Slagtningen var vi jo henrykte for, der blev lavet meget af en gris. Samme dag den blev slagtet blev fedtet smeltet og vi fik alle en portion fedtegrever om aftenen. Min far fik konradsfinger, det var noget som sad imellem tarmene som vi kaldte megnet, og så milten. Det blev skåret i firkantede stykker, det blev braset på panden sammen med ituskårne æbler og løg. Den ret skulde slagteren have før han gik. Men far slagtede selv vore grise, også for andre slagtede han, så vi var til mange pølsegilder.
Dagen efter at grisen var slagtet skulde der så laves pølser af mange forskellige slags: Medister Lunge- og spegepølser. Der skulde laves sylte af det halve hoved og koges finker. Også sortpølse og hvidpølse, det var en slags grød enten af byg eller risengryn hvori var forskellige krydderier samt små terninger af fedt og kogte tørrede pærer. Samme krydderier kom der også i sortpølsen eller blodpølsen, som den så var kogt blev den spist varm med smeltet smør og sukker til, det smagte vel nok godt.
Det var så første ret til pølsegildet, som begyndte i mørkningen, derefter kaffe, og så blev der spillet kort og fortalt historier. Hen ad kl. 10 kom næste ret: stegte medisterpølser og ribbenssteg, benene var knækket på midten og bugget sammen og fyldt med æbler og tørrede pærer, som først var kogte. Det smagte vel nok dejligt.
Når så pølserne var kogt blev leveren kogt hel. Næste dag blev den så skåret i stykker og lagt på et hakkebræt, hvor vi så hakkede den med en krumkniv, da havde vi ingen kødmaskine, og den der ikke havde en krum- eller hakkekniv brugte en økse. Så blev der sat en gryde på med noget af den suppe som svinehovedet var kogt i, deri kom så den hakkede lever og fedtegreverne. Der blev så sat jævning på når det hele havde kogt lidt blev det hældt op i store fade. Næste morgen blev panden sat på, en god klat fedt derpå og så blev finkerne brunet. I hvor det smagte godt. Vi fik så finker hver morgen så længe der var nogen.

Når vi havde slagtet gæs og ænder fik vi også sortpølse. Der blev skoldet nogle byggryn som blev hældt op i et smørtrug. Truget, som bestod at et stykke poppeltræ blev brugt til at tage smørret op i fra kernen. Deri blev smørret også æltet. Truget blev sat på en stol. Mor sad overfor på en stol med gås eller and ind imellem sine knæ, der var i nakken af gåsen plukket fjer af på en tokrones størrelse, der var et lille hult sted i nakken på gåsen, der med en lille spids kniv stukket og blodet kom som en fin stråle og løb ned på grynene. Det varede kuns et øjeblik før gåsen var død når man blot ramte den rigtige åre i nakken.
Så skulde gæssene plukkes. Der blev sat et stort kar ind i køkkenet. Der sad vi så rundt om med hver sin gås og plukkede de dy’lige fjer af dem. Først blev vingerne skåret af, de blev brugt til at støve af med. Midt i karret stod lysekællingen for at vi alle kunde se at plukke. Der skulde passes godt på at vi ikke rev skindet i stykker. Det kunde være lidt vanskeligt at undgå, særligt hvis gæssene var fede. Efter de var plukket og svedet hårene af blev de vasket og så lagt på et bord til næste morgen. De blev lagt i en rad hen ved bordets ene kant alle med hoved og hals hængende frit ned ad.
Først blev hovedet skåret af, og så blev skindet af halsen skåret af oppe ved brystet og trukket af, det skulde bruges til at stoppe blodet med grynene i. Det var et fint pølseskind og smagte dejligt. Resten af pølsemaden blev lagt i skoldede hvidkålsblade og kogt som rouletter, det kaldte vi for bladpølser. I suppen som pølserne var kogt i blev der så kogt grønkål i hele blade, det var grønlangkål. Det fik vi så braset på panden om morgenen, det smagte dejligt. Det spiste vi så til tørt rug- eller sigtebrød.

De fleste gæs og ænder blev dengang saltede, og det var så når der var visitter eller gilder, de blev serveret. Så gjaldt det jo om a få dem tilpas udvandet. De kom altid hele ind på bordet og så var der jo nogle som særlig var specialister til at skære en gås for. Det var særlig mændene.
En af vore gode venner var særlig flot til det arbejde. Han stak gaflen i brystet og løftede den op fra fadet, så sagde han nu skær vi først vingerne af for at den ikke skal flyve fra os, og så benene at den ikke skal rende fra os, og det gjorde han mesterligt, med et snit faldt hver vinge og ben, jeg var meget optaget af at se ham partere gåsen, jeg tror nok at mine øjne fulgte ham hele tiden hver gang jeg så ham udføre det arbejde.

Det var både til julevisitter og til fastelavnsgilder at der dengang blev serveret gåsesteg. Til fastelavnsgilderne blev der også danset, og midt i dansen kom der så nogen og satte et bord midt i stuen og værten kom med en bolle puns, en kom med glas og så blev glassene fyldt og der blev sunget skåler og gamle sange, det gik meget muntert til og vi børn morede os med at rende rundt på gulvet. Det tog langt ud på natten før vi kom hjem, og nu skulde vi tidligt op næste morgen for vi skulde jo ud ar give fastelavnsris.
Om mandagen skulde så de unge mænd slå katten af tønden, eller trække hovedet af en hane som var hejset op i en galge. De red alt hvad hesten kunde rende så det var ingen let sag at få fat i hanens hoved. Hovedet hængte nedad og var smurt ind med grøn sæbe. Men vi var jo henrykt for at få lov at komme hen at se på den forestilling. Både heste og karlene var pyntet. Den der fik hanehovedet skulde jo være den første i hele ugen. Der blev så på en af gårdene holdt law, som de kaldte det. Så kom pigerne med mad og der var vældig fest.
En af dagene i ugen red de så alle fra gård til gård og samlede penge ind til festen. Den dag de red omkring var der to der gik foran ind i stuen, det var ham som havde taget hanehovedet, det var sat på en stok og langs ned ad stokken var der pyntet med flagrende silkebånd, og de to havde høje hatte på der var behængt med perler og anden stads.
Så stillede de sig op i en række og sang fastelavnssange og så fik de penge til at holde gilde for, så var der dækket bord og de spiste og drak. De havde også musik med. Og så marcherede de op i storstuen og begyndte at danse, først de to med stadsen, som dansede første dans med mor og en af mine søstre, og så alle de andre med os børn og andre som var bedt til at danse med fastelavnskarlene, det hele varede en timestid, så sang de en afskedssang og drog til den næste gård. Alle steder fik de hele huset svinet til, men vi børn og så naboernes rendte fra sted til sted for at danse med dem.
I den uge havde alle fri for arbejdet, da sov de unge den næste dag for når de var til dans hver anden nat var de trætte om dagen.
Jeg glemte at fortælle at også struben af gæs og ænder også blev brugt, ikke til at spise men til at lege med. De blev sat sammen til en ring og i ringen af gåsestruber blev der så puttet ærter ind og i andestruberne vikker, så når de var tørrede kunde de rasle, og det morede vi børn os med. Så brugte vi dem også til at vinde strikkegarn på, og mange børn har jeg set glæde sig over at nøglet kunde rasle.

De kommende uger var der faste gudstjeneste hver onsdag. Der blev prædiket over lignelseshistorien, og efter prædiken var vi så ude på kirkegulvet og præsten gik og talte med os, der var i alderen fra 12 til 18 år. Der var mange som ikke vilde med, men vi var fri for skolen den dag.
Jeg var glad ved at være med og syntes det var så hyggeligt når præsten gik op og ned af kirkegulvet og fortalte og forklarede os og spurgte og vi kunde svare godt på spørgsmålet. Det var den præst som jeg gik til konfirmationsforberedelse hos. Han hed Ludvig Blædel, og døde sommeren 1879. Det var den sommer som jeg var elev på Rødkilde Højskole.

*******

Der var mange ting som var helt anderledes den gang. Der var ikke nogen, der i min barndom, der havde en symaskine. Alt blev syet med hånden, og sytråden spandt de selv af hørnen. Det var fint spind for det blev tvundet 2 eller 3 tråde sammen, og den sorte tråd farvede vi selv, og så havde vi altid voks til at gnide tråden med før vi begyndte at sy. Til fint tøj blev der købt tråd, som var i fed, også silken var i fed. Der var ikke tråd på ruller den gang. Men der var mange som syede så fint, som den var syet på maskine. Og der var mange som trilenede og lavede andre fine håndarbejder også dengang.

Den gang var der ingen som dyrkede rodfrugter, men da havde vi hjemme en mark med raps, det var et prægtigt syn når den stod i blomst. Hele marken var da lysegul. Når den blev høstet var det på den måde at man gik og skar den af og lagde den i håbe som en neg. Der var mange til det arbejde. Frøet var lidt større end et sennepsfrø og i lange bælge. Rapsen lå nu i nogle dage før den skulde tærskes, det foregik ude på marken.
Stubbene blev trukket op og jorden blev jævnet. Så havde vi et storsejl af en skonnert, som far havde købt på en strandingsauktion. Det blev lagt fladt på jorden, og rundt omkring blev det hævet en meter op. Det var fordi at rapsen ikke skulde springe ud når, når den blev tærsket. Der var 4 mand med plejler som tærskede og sang dertil, særlig når mor havde været ude med påbid som de kaldte det. Det bestod enten af klattekager eller noget lignende, og så gammelt øl med sukker i, det var gerne ved 3 tiden, og så blev de ved at tærske til aften. Det varede i flere dage.

Rapsen blev så kørt hen til pladsen hvor den skulde tærskes på en slæde, hvorpå lå en ramme med sejldug over for at der ikke skulde spilles noget af kornene. Der kunde lige være så meget på som der passede til at tærske mens der blev hentet en ny forsyning. For slæden var en hest som helst skulde løbe i trav. Der var så to koner til at læsse.
Vogterdrengen, som vi kaldte ham der skulde hjælpe at passe køerne, skulde ride. Han var til at begynde med stolt af det arbejde, men det varede ikke mere end en dag, så var han øm i bagdelen og kunde ikke mere, så måtte jeg op på hesteryggen, og den plads indtog jeg til vi var færdige med tærskningen.
Der var en lille pige af vort bekendtskab som gerne skulde ud hos os i de dage. Vi fik lov til at køre med på slæden. Når den var læsset med rapsen blev der med en snor bundet over fra den ene ende til den anden. Så kunde vi sidde ved hver sin side hvor snoren var bundet bag på. Så gjaldt det om at komme op i en fart, ellers måtte vi gå hen til stedet hvor den blev læsset af, for at komme til at køre med den tomme slæde.
Hun var en lille forkælet en som konerne ikke kunde lide og jeg heller ikke, så morede det konerne at give mig et vink, så jeg kunde få hesten til at trave før hun kunde komme op, og sommetider klappede i hænderne for at få den til at trave hurtig, men græsrytter blev jeg heldigvis ikke.

Når vi så var færdige med tærskningen kom der en del og trække stubbene op, som de brugte til at brænde. De var nok en alen over jorden og roden var endnu længere. De blev bundet sammen med et halmbånd i knipper, ligesom når der blev plukket lyng. Så blev de læsset op på en vogn og far kørte dem hjem til dem, der havde rykket dem op.

Så 1 måneds tid efter begyndtes der på høsten. Rugen blev først høstet og dernæst hveden, som var den mest højtidelige. Da var der så tit en 8 - 9 stykker som mejede. Kornet blev lagt på skar. Det så flot ud når de gik bagefter en andre, og det var helt musik når de strøg mejestålet. Alle var de i hvide lærredsbukser og havde smidt både trøje og vest. Det var skik at karlene skulde have blårlæred til et par bukser til høsten.
Når kornet så havde ligget på skar i nogle dage blev det bundet med snoede halmbånd som var så lange at en mand kunde række det ud. Foran gik pigerne eller konerne og samlede det sammen med en rive. Det kaldte vi for at mejeop. Og så gjaldt det om hvem der kunde være foran. Det var nogle lange arbejdsdage. Når vejret var tørt blev vi ved med at arbejde til solen gik ned.
Så var der også mange små måltider, som mor kom ud i marken med, tidt med et stykke sødsterkage med stiv ribssaft på, og så det gamle øl med en pind i. Når så mændene så hende komme sang de så det klang langt bort. Høsten var dengang langt mere romantisk end nu.
Også indkørslen synes jeg var mere morsom, der var særlig en gammel mand som hed Lars Henriksen. Han kunde fortælle historier medens han arbejdede. Han begyndte altid med at sige ja han sagde så, men jeg kan kuns huske om en der altid sagde das i vas og vas i das og så kan du komme op på ryggen af den lille brune og holde tømmen og så køre frem, så vi ikke skal sinkes os med at tage fat i tømmen og så smed han mig op før jeg viste af det. Jeg var dengang en tøs på 11 - 12 år.

Når så hveden var kørt ind kom alle dem som havde hjulpet i høsten og sanke. Det var også en fest. Så kom mor med en stor kurv fuld af mad ud til dem. Der var alt muligt, og de satte sig så i kreds og det gik omkring til dem alle både store og små, for den dag var alle børnene med, og konerne havde travlt med at smøre til børnene før de fik noget selv. Når så rivningen skulde køres ind var der jo nogen ser rev rundt hvor det var samlet.
Der var en gammel kone som hed Stine Bældings. Hun og jeg var lidt sammen til det arbejde, og så sang Stine
Riv nu marken let, riv den ej for tæt, fuglen og de fattige skal også være mæt.
Og så sagde hun: vi skal også lade en neg ligge til Jøgl Upsals hest, hvis han kommer ridende hen over markerne. Det var Klintekongen hun mente.
Når så byg og havre også var kommet ind, havde vi ærter og vikker tilbage. De blev ikke bundet i neg men trillet i håbe. De blev altid sat i en hæs eller stak og så blev de tærsket ude i gården på en dag. Det var også en fest, for da var der jo flere karle til at tærske, det var jo med plejl, og så var vi en hel del til at bære halmen væk. Den blev sat i stak og den blev brugt til at fodre fårene med.
Men ude hos min faster i Hårbølle havde de mange flere ærter end hjemme hos os, så der var stort ærtetærskegilde. Der var jeg altid ude, det med at hjælpe til både ude og inde og der var også andre unge piger så der var liv og lystighed efter arbejdstiden.

*******

Så kom turen til hørren, som dengang var meget vigtig. Først skulde den ruskes og derefter når frøet var revet af skulde den bredes ud i et tyndt lag for at taverne kunde skørnes. Nogle sænkede dem i en tørvegrav. Den der var bredt ud - det var på stubbene, for den måtte ikke bredes på den bare jord. Så kan jeg huske at mor gik ud og tog noget af hørren og gned den mellem fingrene. Kunne taverne så knække, havde den ligget længe nok. Så skulde det bestemmes hvornår den skulde brages, så skulde der være bragegilde.
Der blev gravet en grav på en 3 alens dybde og et par alens bredde. På bunden af den blev der så fyret. Over graven var så lagt flere lange stænger, hvor hørren så blev bredt for at tørres. Det skulde der en meget dygtig kone til at passe. Ilden måtte kuns brænde meget svagt. Fyringen blev gjort fra den ene ende af graven. Det skulde hele tiden være svag ild for ellers ville hørren blive svedet. Det var et meget anstrengende arbejde både at passe ilden og hørren og det gik raskt både med at skifte hørren eller rettere at få den tørre væk og ny lagt over, og så skulde den brages.
Det var at få alt det tørre knust. Derefter blev den skættet, det var et højt træ hvor man kunde lægge det halve af hørrens længde på den ene side og holde den anden halvdel fast med venstre hånd. I højre hånd havde man så et fladt stykke træ, som man kaldte en skætte. Så slog man på hørren med den så de sidste skavner blev banket af. Dernæst blev den heglet, det skilte blårne fra hørren, så var det færdigt til at spinde.
Vi kaldte det både for brage og skætte gilde og det arbejde blev også udført med lyst og der blev sunget og fortalt historier efter en større målestok. Bragningen foregik ude på marken ved siden af haven, skætningen inde i porten. Der blev sat en bænk eller lagt brædder på stok så det blev en bænk så lang som porten var. Så sad der en 8 - 10 koner der og daskede på hørren, ja der var tit kappestrid, det gjaldt jo om hvem af dem der var den dygtigste. Hver håndfuld kaldte de for en bråd, og der skulde ti bråder til en dukke, når de så ikke kunde se længere talte hver sine op og bandt 10 eller 20 bråder sammen eller også var der en til at tælle op.

De skulde jo også af og til have lidt til at skylle støvet af halsen. Men det var fest over arbejdet. Til disse gilder var jeg også ude hos min moster og hjælpe hende.

*******

Det første jeg husker om bagningen var i en stor ovn hvor vi bagte både rugbrød, sigtebrød og franskbrød, det var en gang om måneden., men det brød blev aldrig sådan tørt som det vi får fra bagerierne. Så blev der også bagt sødsterkage, men det var meget sjældent, at der blev serveret kage til kaffen. Det var kuns ved højtidelige lejligheder. Til hverdag var det et stykke brunt sukker eller kandis vi fik til kaffen. Far sagde altid når jeg spiser, så spiser jeg og når jeg drikker, så drikker jeg.
Nå vi kom jo fra bagningen. Ovnen var i bryggerset hjemme, men mange steder havde de et lille hus uden for gården hvor der både blev vasket og brygget, og ovenover bageovnen var der så lavet en kølne, et rum hvor byggen blev tørret, når det var spiret, og så blev det til malt.
Der i huset var også en stue, som blev kaldt bagestuen. Der var et stort dejtrug, hvor melet blev lagt til syrning om aftenen, tidligt om morgenen skulde det så æltes første gang, og der blev æltet mere tørt mel i. Så skulde dejen igen ligge i nogle timer.
Det var ligedan med både rug og sigtebrød. Hvedebrødet blev først lagt når det andet brød var æltet første gang, og deri kom der gær til at løfte. Det grove brød kom der surdejg i til at løfte. Det var lidt dejg fra forrige bagning, som der var æltet salt i. Den blev gerne formet rund så den kunde stå på en tallerken, og så blev den rullet rundt i salt og ovenpå blev trykket et kar som blev fyldt med salt. Den skulde stå et tørt sted, for den måtte ikke mugne.
Når den så skulde bruges blev den smuldret i melet og det hele blev rørt ud i varmt vand og æltet til en blød dej, som blev overstrøet med tørt mel og dækket med et stykke lærred, og var det koldt med en pude på. Om morgenen kunde dejen være hævet så den så ud til det dobbelte.
Det var et interessant arbejde sådan en dag når der blev bagt til en hel måned, men for den der skulde udføre det var det en streng arbejdsdag. Derfor blev det også sagt at en ung mand skulde hellere træffe sin brud i et dejgtrug end i springdans.

Jeg var ikke ret gammel da vi begyndte at få rug og sigtebrød fra bageriet. Den gang var der ingen bagerier som havde æltemaskine, men bagerne brugte dengang fødderne til at ælte dejen med. Men til højtiderne bagte vi i den store ovn. Så fik vi også komfur med bageovn i hvor vi bagte franskbrød eller hvedekage i.
Før den tid bagte vi hvedebrød i en gryde, som kaldtes stegegryden. Den var aflang og stod på tre eller fire ben, så var der låg til som passede og en lille tube midt i som dampen kunde trænge op af. Den blev sat på gløder og der blev lagt gløder ovenpå låget. Den var så stor at der også kunde steges en gås i den.

Så talte far også om at hans mor havde en tærtepande som hun bagte sødsterkage og butterdej i. En gang jeg var på Møn for en 30 år siden besøgte jeg en fætter som boede ude ved Fanefjord Skov. Da ser jeg på en hjørnehylde som var lavet til den - en ualmindelig stor kobbergryde med flotte indgraveringer på. Jeg udbrød da: Hvor har du dog fået den flotte genstand fra.
Så sagde min fætter, det skal jeg såmænd sige dig, det er den gamle tærtepande som vor farmor har bagt og stegt så meget i. Han havde set den oppe på loftet hvor den så rædsom ud, spurgte sin mor om han måtte få den, som han fik lov til, fik den pudset så det fineste kobber skinnede over alt på den. Han samlede nemlig på oldsager, så han vidste hvad den var værd, og der havde været flere, der ville købe den, og kendere havde sagt at den var meget værdifuld.
Men for mig var det som et helt eventyr åbnede sig og mindede mig om fars fortællinger om hvad hans mor kunde lave i tærtepanden.
Foruden til bagningen blev ovnen også brugt til at stege i når der var store gilder. Vi brugte tørv til at varme den op med, andre brugte brænde. Så brugte vi også bageovnen til at tørre æbler og pærer i. Der kunde være en hel tønde pærer i den, så skulde en ikke være så varm, kuns som når brødet var bagt og når det var taget ud blev der lagt mere rughalm ind i ovnen og brede pærerne ud så de lå jævnt over det hele.
Det var gerne de mindste, der skulde udføre det arbejde, og det var ikke rart at ligge derinde. Når så frugten havde ligget der i et par dage skulde vi ind og pille dem op. Der skulde så fyres op en gang til, det kaldte vi at blusse til pære. Så skulde de ind igen, men så lavede far nogle rammer som vi kunde lægge dem på, og det var meget nemmere, så var det lige så nemt som at sætte en stegepande i ovnen.

14-7-42

Nu er det længe siden jeg har skrevet i bogen. Jeg må hellere fortælle lidt om hvordan dagene gik når der var indhøstet. Så var der travlt med at få frugten syltet og tørret. Der blev også mange steder lavet most af den nedfaldne frugt. Hjemme lavede vi ikke most, men hos mine bedsteforældre blev der lavet. Der var et trug som var lavet af en stor bøgekævle, der var udhulet. Deri kom så nedfaldne æbler og pærer, som var vasket rene. Så blev de knust med en mostestøder, det var en træklods med et skaft på, så var der et hul i truget hvori der var sat en tap, så man kunde tappe mosten der ud af, lige som når man tapper øl af en tønde. Mosten drak man så af et krus lige som øl.
Når så æblerne var omtrent modne blev de nedfaldne samlet op i kurve, og så sad vi alle sammen og skar æbler, som vi kaldte det. Hvert æble blev skåret ud i 4 stykker, blomst og kernehus blev skåret væk, og så var der en som havde en stoppenål og en tyk tråd på et par alens længde. Så trak vi æblestykkerne på tråden til den var fuld, så blev den bundet sammen, og det kaldte vi for en æblekrans. Dagen efter blev de så hængt udenfor på væggene for at vindtørre. Dernæst blev de tørret færdig i ovnen, så blev de ligesom pærerne brugt til både sødsuppe.
Pærerne blev kogte og brugtes også til at fylde i gæs og ænder og ribbenssteg sammen med friske æbler. Og når vi lavede sorte pølser kom der også pære i som var kogte og så skåret i små firkantede stykker lige på størrelsen som rosiner. Vi tørrede også sveskeblommer og kirsebær som brugtes til sødsuppe.

******

Tørven blev også lavet af gårdens folk. Det tog det meste af en uge, så havde de mad med til hele dagen, og både nyt og gammelt øl.
Tørvene blev lavet på den måde, først blev de gravet op af graven og kørt hen i en terrasse, det var en runddel som var lavet med brosten og så lidt større sten uden om, jeg tror de var snart 1 alen høje. Når så terrassen var fuld af tørvedyndet, var der en mand som kørte rundt i den med et par heste og så det underste af en vogn med 2 hjul. Så var der et par mand som stod i graven hvor der var vand, og med nogle store træskovle kastede vand op på tørvemassen så den var blød som en vælling, når den så var æltet nok blev den kørt ud på tørrepladsen, væltet ud af vognen og så raget ud med en rage så den lå i et jævnt lag.
Der var en som havde en lang stang og ridsede i massen og gav tørvene facon. Når så det havde tørret en 8 dages tid, kunde vi så rejse dem som vi kaldte det. Så skulde vi ud at rejse tørv. Så tog vi 2 og 2 sammen og satte dem på kant, og det skulde være i lige rækker. Så gjaldt det om hvem der først kunde blive færdig med sine rækker.
Det var nærmest en festdag. Vi kørte i fjedervognen der ud. Det var ude på Råbylille Sø, vel snært en mil hjemmefra. Så havde vi en stor kurvfuld mad med som vi spiste derude. Der var en vidunderlig luft. Skoven som hed Råby Oved, ind i landet, og Østersøen ved den anden side. Der var en lerklint ud mod stranden på en ca. 20 alen. Når vi var færdige med at rejse tørven skulde vi jo ned og vaske os i stranden.
Når så tørvene var så tørre at de kunde stakkes gentog turen sig som til rejsningen. Så fik vi hver 3 rækker som vi skulde bruge til stakkene, de skulde jo også helst stå i lige rækker, og så gjaldt det jo om hvem af os der kunde lave de pæneste stakke. Når så de var tørre til at køre hjem skulde vi med ud at hjælpe at læsse.

Når vi så fik lov til at være derude mens de kørte hjem med læsset, nød vi vel nok at være derude. Jeg synes aldrig at luften har været dejligere end der.
Med det sidste læs skulde vi så med hjem. Vi kørte forbi mange huse hvor børnene lå udenfor og råbte: Giv mig en tørv. Så smed vi nogle stykker ned til dem, og så kom de løbende i fuld fart for at samle dem op inden de blev kørt ned.

Brænde havde vi kun hvad der blev hugget af træerne på marken og lidt ude ved stranden. Kul eller koks havde vi ikke i mit hjem, medens jeg var hjemme. I mange år havde vi kun en bilæggerovn i dagligstuen, og så en lille kakkelovn i sovekammeret, men i den kunde mor både bage kager og stege en gås.
I de andre stuer var der ingen kakkelovn, heller ikke i pigeværelset, men der var det også koldt at komme i seng når det frøs hårdt. Så var der et tyndt lag is på væggen, men så havde vi gerne en varm sten med og lagde i sengen. Det var enten en glat sten som vi havde fundet ved stranden eller en mursten. Stenene lå så og blev varme på bilæggerovnen. Når vi så skulde i seng trissede vi af med den varme sten i forklædet, fik den hurtigt lagt i sengen hvor vi skulde ligge, og når vi så havde fået tøjet af blev den skubbet ned hvor fødderne skulde ligge, og så den tykke dyne over os, og så var vi snart varme og sov godt i den kolde luft.

*******

Den første store folkefest jeg kan mindes var i Fanefjord skov. Det var dengang mindestenen blev afsløret for de 2 mænd som for 100 år siden var taget ind til København for at købe Fanefjord sogn til selvejendom. Det var præsten pastor Fibiger og min fars slægtning som hed Kristen Nielsen. Enten var han fars morfar eller morbror, det kan jeg ikke rigtigt huske. [Kristen Nielsen var Kirstines fars morfar (Inger)]
Min far fortalte lidt om at de var kørende i en stiv vogn helt til København, hvor de så fik købt sognet med den dejlige skov, hvor mindestenen blev afsløret på en kæmpehøj midt i skoven. Jeg mindes tydeligt at der var et tæppe over stenen og så det blev fjernet eller afsløret som det hed.
På den modsatte side af vejen og festpladsen er der også en kæmpehøj. Der var talerstolen hvorfra de forskellige taler blev holdt. På festpladsen var der dækket mange lange borde hvor en mængde af sognets beboere var til fællesspisning. Ved det første bord sad min far og alle hans brødre samt faster Grethe fra Røddinge, tillige med deres fætre og kusiner, som jo var af Kristen Nielsens familie.
Ved bordenden sad Hofjægermester Tutein fra Marienborg. Vi børn havde travlt med at rende omkring bordene og så hen at kigge til vore forældre.

Skoven har jeg siden den tid været i mange gange, og oppe ved stenen. Vi kom jo meget til Fanefjor bode til bryllupper og når der ellers var familiefester. Både far og mor var jo der fra sognet, så der boede jo al familien.
Så på Fanefjord kirkegård hviler alle mine forfædre. Kirken ligger på en afsides plads. Far fortalte når vi kørt forbi kirken, at den skulde været bygget oppe i Vollerup tæt ved hvor nu saftstationen ligger, men der var en trold som fjernede om natten, hvad der blev bygget om dagen, og derfor blev kirken bygget så langt ude.

Når vi om sommeren kørte ud til familien, og var kommet forbi Marienborg, var der en vej som vi kunde køre ud til skoven, så bad vi altid far om at dreje der, for at vi kunde få den dejlige køretur igennem skoven, og så fortalte far om sine jagtture, et sted havde han skudt en hjort, det sted og et andet sted et andet dyr, så det var så morsomt at høre.
Marienborg skoven grænsede op til Fanefjord skov, så der var også eventyr, når de var på jagt og dyrene så kom over skellet og ind i den anden skov, så gjaldt det vist om at ligge på lur til dyret kom tilbage, eller få en over og jage det tilbage. Far fortalte også at han havde skudt den sidste vide hjort, der var på Møn.

Det første far blev gift boede han lige ved siden af skoven, så der er alle mine søskende blevet født.
Så var det at gården i Pollerup skulde sælges, jeg tror det var ved tvangsauktion at far købte den. Det var hans anden kones fødehjem, og hun ville så nødig, at gården skulde i fremmede hænder. Det var hendes bror som havde gården, han hed Poul Larsen. Men hans kone levede kuns en kort tid der, hun hed Kirsten, og det er hende jeg er opkaldt efter. Det var Ane, Jane og Madses mor.

Det varede ikke så længe før far blev gift med mor.
Poul Larsen rejste til Jylland og købte en ejendom i nærheden af Silkeborg. Penge havde han ikke, men han skulde i stedet for renter grave så og så mange læs mergel, som han også klarede, men det var vist strengt for ham, særligt da han som gårdmand og købmand havde spillet den fine mand. Men han tog fat og klarede sig godt.
Men det var ingen ærlig mand han havde købt ejendommen af, så da han havde oparbejdet ejendommen, ville han jage ham fra den. Men Poul Larsen var en klog mand, og han ville ikke lade sig jage fra ejendommen, og de kom i proces. Poul Larsen førte selv sin sag, og da den kom for Overretten i Viborg gik Poul Larsen til Viborg med eller på sine træsko, førte selv sagen og vandt den.

Jeg mindes som barn at hans kone, som også var fra Møn, kom en gang om året for at besøge familien, men Poul Larsen havde sagt: Jeg kommer ikke før jeg kan komme som den fine mand, og det gjorde han også efter en del års forløb.
Den ældste søn kom også hvert år i sin ferie, og det var for mig som lille pige en fest når han kom. Han kaldte mig for sin lille faster. Han hed Hans Jørgen Poulsen og var et meget dygtigt menneske. Han gik militærvejen, og man sagde at han læste de 23 timer i døgnet, og han opnåede at få en fin eksamen.
Han arbejdede under trange kår. Jeg mindes at han altid af mor fik en pakke gode sager med til livets ophold, og af far 1 Specie (4 Kr). Men jeg var glad når han kom, og jeg mindes tydeligt, når han tog mig op og jeg sad på hans knæ og legede med hans blanke knapper.
Da jeg var kommet til at bo i Jylland og far og mor besøgte mig første gang, fulgte jeg dem til Fredericia. Da besøgte vi ham, han var dengang kaptajn, men hvor blev han glad da han så far og mor. Det var helt rørende at se. Han udviste rigtignok sin glæde ved at se gamle venner. Jeg har siden flere gange besøgt ham.

**********

Hvad jeg særligt mindes af oplevelser fra barndommen, var stormfloden i 1872, da vandet gik over sine bredder og langt op i landet. Det var en stærk storm fra nordøst. Jeg husker tydeligt at mor sagde: Nu kan jeg se vandet står over strandbredden. Lidt efter kom vores daglejer, og mor sagde hvordan går det med vandet? Han boede nemlig ude ved stranden. Han sad og fik nogen mad, da mor spurgte og så sagde han. Jeg trak koen væk da jeg gik. Så siger mor men så konen og børnene? han skulde jo da få nogen til at hente dem. Så siger mor: og så sætter du dig til at spise i stedet for at få nogen til at spænde for en vogn, og mor ud af døren og fik mine brødre til at spænde hesten for, og hun samlede kåber og tæpper sammen og fik dem også til at lægge noget halm i vognen til at varme dem. Og så måtte Niels Presen fra Davren og i vognen med tillige med den gamle Lars.
Da de lige var kommet ud af porten, kom der en hvirvelvind som både tog halm og tæpper i luften, højere end huset, det faldt ned lidt derfra. De fik det samlet op i vognen igen og satte sig på det, og kørte så rask af sted. Men da de kom til huset, kunde de ikke komme helt dertil, men måtte vade i vand ind efter konen og børnene.
Børnene stod på bordet og konen vadede i vandet. Da de fik dem båret ud i vognen og pakket dem ind i tæpper og halm, kom de atter til kørende; men da de på hjemvejen kom til en vej de skulde over, var vandet steget så højt, at hestene gik i vand til bringen for at komme over.

Det var et sørgeligt syn da de kom hjem og ind i stuen. Børnene græd og frøs og konen var gennemvåd og rystede af kulde. De kom alle i tørt tøj, og konen kom ind at ligge i mors seng og blev opvarmet. Lidt efter kom en anden gammel kone, som min bror gik i møde. Også hun rystede af kulde og sindsbevægelse ved at skulde gå fra hjemmet, fordi der var fare for at vandet skulde gå ind i huset. Hendes mand og søn kom senere, og det blev efterhånden flere mennesker der kom.
Jeg husker min mor sagde til min sødster Ane: Gå op efter den store gryde, og lad os få den sat over ilden med et stort stykke flæsk og så meget hvidkål, som der kan være i den. Det er ikke godt at vide hvor mange vi bliver til at spise i aften. Jeg husker gryden kunde rumme en 3 -4 spande.

Vandet blev stadigvæk ved at stige, det fulgte alle vandløb, og nede fra marken gik det mange alen op mod gården. Det kom drivende ligesom man ser et jernbanetog. Først om natten begyndte det at falde. Men hele dagen så vi hvordan det ene hus efter det andet blev omringet af vand.
Et sted havde de læsset deres gris på en trækvogn og kørte med den gennem vandet, pludselig sprang grisen af, og de kunde ikke få den op i vognen igen, men den svømmede så i land et stykke derfra, og de fik den så mødt op i en gård, så den blev reddet.

Hen på eftermiddagen kom mor i tanker om, mon Stine Blædings og hendes 2 pigebørn var kommet i land. Ingen vidste det. I samme hus boede en ung kone med et lille barn, hendes mand arbejdede oppe i byen.
Så måtte Mads af sted igen, det var på ryggen af en hest. Op at spørge manden om han viste om konen var kommet i land. Deroppe anede de ikke at det var galt med vandet, så de fik travlt med at få spændt hesten for en vogn og kørte ud for at få fat i en båd, som de også fik læsset på en vogn, men da de havde kørt et lille stykke, gik vognen i stykker, og så kunde de jo ikke komme derud.
Huset var bygget i 2 længer, og den ene havde vandet taget. Den svømmede bort som en båd - eller sejlede. Klokken 2 om natten begyndte vandet at falde og en modig fisker begyndte at vade ud efter huset med en brandhage at stytte sig til. Lidt før han kom til huset råbte han: Er der nogen levende mennesker her? Ja, råbet Stine Blædings, vi er levende alle sammen, men pas på du ikke falder i brønden.
Der var om brønden et træværk som var sejlet bort, det kunde hun se oppe fra loftet, hvor de sad omkring skorstenen som var sunket sammen, da de sad der så vandet sprøjtede op til dem. Manden som kom ud til dem var kuns en alen fra brønden, så Stine havde nok øjnene på rette sted.

De havde fået nogle dyner med op til at varme dem i, også et stykke brød, men kniven havde de glemt, så de måtte brække brødet i stykker. Medens de sad deroppe og det halve hus sejlede bort og skorstenen faldt, sagde den unge kone, vi kan lige så godt springe i vandet med det samme. Nej, sagde Stine, vi vil ikke selv være skyld i vor død. Fiskeren bar så dem alle i land.

Men det var en ynk at se som det så ud efter at vandet igen var faldet til daglig vande. Værst så det ud hos Niels Presens. Der var ikke en hel væg i huset, alt indboet var skyllet bort, og var svømmet langt bort, ca. 1 kilometer. Hønsene var druknede.
Grisen var krøbet op i den aldrende skorsten, hvor den stod på bagbenene på fyrstedet med Hovedet op i skorstenen, men så var skorstenen sunket sammen om den.
Da de næste dag kom ud til huset var far med, og han opdagede hvordan grisen stod, den var helt varm. Far skar halsen over på den og der kom en masse blod. Så tog de den med hjem og gjorde den i stand. Det eneste de ikke fik ud af den var sortpølserne.

Dengang var var både skorstenene og mange af væggene muret op af rå sten, og mange af væggene var klinede, derfor var det lettere for vandet at opløse dem. Husene var bindingsværk og der var stråtag på dem alle.
Da der var gået nogle dage kom folkene oppe fra byen og hjalp til at finde de forskellige ting, som var flydt bort. Det lå alt sammen i lavninger, men det meste var jo ødelagt.
Der var mange som hjalp med til at finde de forskellige ting. Mange skabe var gået itu, og genstandene som var deri var skyllet ud, lige fra gangklæder til kærestebrevene fandt de, og det bragte også en del morskab midt i al ulykken.
Hvis at stormen var vedblevet i nogle timer mere var alle de mange genstande drevet ud over strandbredden, og så var det hele gået i stranden.

Der var også mange skibe der strandede og meget tømmer og mange andre ting drev i land efter at stormen havde lagt sig.
Mange skibe strandede på øst og sydkysten. En stor skonnert drev ind omtrent hvor alt det forskellige virvar af beboernes var flydt ud, men det var først da vinden var drejet, alt mandskabet kom i land. Masterne var kappet og hele skuden stod på land.
Om foråret begyndte de så at grave den løs, men det tog lang tid før de fik den halet ud. Kaptajnen og hans frue boede ombord mens der blev arbejdet med at få den ud.
Jeg mindes at jeg og en anden lille pige var ombord en dag og var nede i kahytten hos fruen, hvad ærinde vi havde mindes jeg ikke, men vi var meget glade for den oplevelse, og vist lidt vigtige af at have set hvordan der så ud inde i skibet. Den hed Fanny og var så at sige et helt nyt skib.

Ude langs med Klinten var der mange skibe som blev slået helt i stykker, og flere af mandskabet reddede sig ved at kaste tov op i træerne på klinten og hive sig op.
En lille gul hund fik vi derude fra et skib, det var en dejlig hund, og vi kaldte den Pasop.
Så var der også nogle som var for ivrige til at bjærge hvad der flød i land. Der blev så holdt strandauktioner ude ved stranden, hvor vi havde jord som vi kaldte Holmemose.

Der var en gammel kone som holdt beværtning med kaffe, det var bare nogle sten der var lagt sammen hvor hun havde en gryde med vand til kaffen. Det var fyret og brændslet var tørrede kokager, så vi var vel nok nysgerrige efter at komme ud at se fyrstedet når auktionen var forbi.

*******

Derude ved stranden har jeg haft mange dejlige timer både som barn og voksen. En sommeraften når solen var gået ned og fuldmånen spejlede i vandet var et smukt syn som man aldrig glemmer, og man kunde næsten ikke løsrive sig fra det smukke syn og den vidunderlige luft, man nød sådan en aften.

Ja mange minder har jeg fra den plet, både som barn når jeg skulde ud og flytte får, og om efteråret passe køerne, så var der jo gerne nogle jævnaldrende fra de andre parter som vi legede med, og det skete at vi var så optagne af legen, at køerne begyndte at vandre hjemad før vi opdagede det.
Så fik vi travlt med at få træskoene på og komme op at samle dem, at de ikke skulde blande sig med de andres. Værst var det nok hvis tyrene kom sammen, så var der ikke langt fra gråd. Vi havde nok en lang pisk, men den brød de sig ikke om.
Vi havde altid en dreng som skulde passe køerne, men han var i skole hver anden dag, og så måtte jeg ud med dem. For det meste kom han og hjalp mig med at få dem hjem.
Det var i september og oktober at de gik løse. Ellers om sommeren når de var ude i Holmemose var de ude om natten, og så gik vi derud at malke 3 gange om dagen. Det var tidligt om morgenen, når solen lige var kommet frem på himmelen, så var det også vidunderligt, men dersom det regnede var vi jo pjaskvåde inden vi kom hjem, og så bar vi jo mælken i to spande og et åg over ryggen. Det var ikke så let.
Vi kaldte det for Bæretræ, det blev lagt om skulderne. Det var så hulet ud så det passede helt op til halsen. Så var det så langt at det gik ud over skuldrene. I de yderste ender var der et stærkt reb med en krog i enden, hvor vi hængte spanden på, og så travede vi det bedste vi kunde hjem med mælken. Men først skulde vi have køerne vandet og flyttet.

Når vi kom hjem skulde mælken sies i fade eller bøtter. Bøtterne var enten malet røde indvendig og grønne udvendig, eller også var de skuret vide og båndene som var om dem var så blanke, så man kunde spejle sig i dem.
Når mælken havde stået i 24 timer blev den skummet og kommet i en stor krukke eller spand. Så blev den sat hen til syrning og derefter kærnet. Om sommeren kunde den for det meste blive sur af sig selv, da havde vi jo ikke noget at afkøle den med.

Om sommeren blev der også lavet ost, og den smagte bedre end den ost vi får nu. Efter at min sødster Jane havde lært mejeriet, lærte hun mor at lave myseost. Den blev lavet af vallen fra den ost som var lavet af nymalket mælk. Vallen blev sat over ilden i en stor gryde. Når den kogte skulde vi stå og røre i den til den blev som grød, så blev den taget op og kom i forme.
Ja, meget var anderledes dengang end nu. Jeg synes, når jeg ser tilbage på den tid, så var folk meget mere nøjsomme end nu. Det varede en hel dag før at myseosten var færdig, så man var for det meste både træt og ked af at stå og røre i gryden, men den smagte dejligt på et stykke smørrebrød.

*****

Om efteråret var det også en travl tid med at få behandlet frugten. Både æbler og pærer skulde jo tørres og gemmes til vinterbrug. Dengang brugte vi ikke at købe så mange svedsker og rosiner som siden hen. Vi tørrede svedskeblommer og kirsebær. Men der blev også syltet megen frugt og lavet både ribsgele og en mængde saft på flasker af alle slags bær fra haven.
Når så vi havde haft frost var det jo slåen vi samlede i hegn og som vi brugte til at lave slåenvin af. Vi samlede gerne en skeppe af slåenbærrene. De blev knust og kom på et stort anker. Så blev der hældt vand på, så det fyldte hele ankeret.
Når de så havde ligget til jul, så begyndte vi at tage op. Det var saften eller vinen som vi kaldte det, så klart og smukt.

Første gang vi brugte det var til risengrøden juleaften. Der skulde jo en del sukker i, men så smagte det dejligt til risengrøden. Det kunde vi så tage så længe der var noget på ankeret, og så kom der atter koldt vand på, men da var det jo ikke så kraftigt.
Jeg har flere gange lavet slåensaft på den måde, men også af mindre mængder behandlet slåen som solbærsaft efter Manggårds kogebog, og den saft har været udmærket.

*******

Meget har forandret sig siden jeg var barn, men jeg tror ikke at børn nu er så glade ved lidt som dengang i alle retninger.
Da kunde vi trave langt omkring med et par store træsko på. Vi fik kuns lov til at få støvlerne på når vi skulde i det nye tøj.
Inde i stuerne gik vi også med træskoene på, så det kunde vel nok lave et ordentligt spetakkel. Blev det for galt fik vi lov til at smide træskoene, men så gik det vel nok ud over hoserne.
Den gang var der et ugeblad der hed Husvennen, og i det var der mange gode råd. Det jeg bedst husker var en anvisning på at sy kludesko. Der var mønster både på sål og overlæder. Så fik vi travlt med at få klippet af det gamle tøj som ellers var kasseret, og så gjaldt det om hvem der kunde få de pæneste sko syet.

Når vi så sad og syede om aftenen havde vi en lille petroleums hængelampe, som hang i nærheden af bilæggerkakkelovnen. Der sad vi så rundt om lampen, og så blev der sat æbler op på kakkelovnen at steges. Når de så begyndte at sprutte skulde de drejes, for der måtte ikke gå hul på æblerne, for så flød saften ud af dem, og så smagte de ikke så godt. Når de så var stegt, fik vi hver et, og så nød vi det med velbehag.
Sommetider fik vi lov til at få et lys hen på bordet, og så lov til at spille kort. Det var Sorteper, Brus, og Hanrej og flere spil. Når vi så blev sorteper skulde vi have en sort streg i panden for hver gang vi blev det. Det kunde blive et smukt syn, men var til megen morskab.
Ikke fuldt så morsomt når sværten skulde vaskes af, da der ikke blev taget med fløjlshandsker. Det sved godt i kinden bagefter, men fornøjelsen havde vi jo taget forud.
Engang imellem fik vi også lov til at lege blindebuk, det var vi ikke mindre henrykte for, så gjaldt det jo om at gemme os og sno os fra blindebukkene på den mest morsomme måde. Når vi så havde tumlet sådan omkring kunde vi nok sove godt efter strabasserne.

Dengang havde vi ikke så meget mælk om vinteren. Når det så var koldt og frøs måtte vi have mælken inde i stuen. Da var lofterne ikke gipsede, men bjælkerne var til syne.
Så var der ved hver side af bjælkerne en hylde hvor mælken blev sat op i lerfade eller træbøtter, hvor mælken så stod i 36 timer før fløden blev skummet af.

*******

Men tiden gik og vi blev jo større og voksede jo fra barndomsdagene, men ikke helt fra legen – jeg skriver vi, for selv om mine søskende ikke var jævnaldrende med mig, så når jeg tænker på barndomsdagene så mindes jeg min veninde Karen (Hanne Bødkers datter) Hun var kuns et ½ år ældre end mig, hvor har jeg vandret hen hos hende mange gange.
Jeg savnede en jævnaldrende sødster. Man siger lige børn leger bedst, det har jeg erfaret mange gange.
Min ældste broder var 8 år ældre end mig, og jeg var 10 år ældre end min yngste bror, og 14 år ældre end Kristine, så der var jo megen forskel på aldrene.
Så når jeg var sammen med mine ungdomsvenner måtte jeg ofte gå ene hjem. Så jeg følte mig lidt ene.