Udskriv Tilføj bogmærke

Notater


Match 51 til 100 fra 158

      «Forrige 1 2 3 4 Næste»

 #   Notater   Knyttet til 
51 AO kirkebog Ringive 1826-62, opslag 45.
Døbt i Kirken 10 Novembr. Forældre: Gaardmd Jens Schou Nielsen i Hedeby og hustru Petrea Ane Jensen 25½ Aar.
Faddere ved dåben: Gaardkone Maren Christensdatter paa Ringgive Mark, Gaardkone Kirsten Madsdatter af Nørskou, Gaardmd Hans Hendrik Jensen, huusmd Peder Truelsen begge af Ringgive, og Gaardmd Peter Hansen af Nørskou Lindeballe 
Schou, Niels Jensen (I602)
 
52 AO kirkebog Ringive mv 1719-1795 opslag 239 nr 953: 1768 Dom: 24 p Trinit: Rasmus Hedebÿe (desværre ingen oplysning om alder)
 
Jensen, Rasmus (I638)
 
53 AO Kirkebog Ringive mv 1719-1795 opslag 245 nr 1055. Jens Rasmussens hustru Kirsten Pedersdatter af Hedebye begr. 31 aar. Pedersdatter, Kirsten (I629)
 
54 AO Kirkebog Ringive mv 1719-1795 opslag 259 nr 1357:
den 30 Novembris blev Else Nielsdatter ... af Hedebÿe ... alder 78 aar
Obs: da Else Nielsdatter er født i 1708 må hendes alder være 75 aar. 
Nielsdatter, Else (I639)
 
55 Bor sammen med kone . jens Michael og en dreng Christian nielsen født 1910
lønindkomst opgjort til 500 
NIELSEN, Jens Christian (I69)
 
56 Christen Hansen Møller overtog Midtgaard i Hedeby ved giftermålet med enke Petra Ane Jensdatter i 1864, han havde den til 1898, han havde også Østergaard i 1865-66. På en restparacel af den sidste byggede han en ny gård i 1898-1900 (uddrag af Tirsgaards noter) Familie F232
 
57 Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. Familie F283
 
58 Da første Karen født 1771 døde, har efterfølgende Karen fået hendes navn, men hun døde desværre også bare et halvt år gammel.(Inger Jensdatter, Karen (I632)
 
59 Da hun fr sin datter bor hun hos skomagersvend John Rodian af Præstø JensAndersen skulle være barnets fader HANSDATTER, Elisabeth (Lise) (I71)
 
60 Da Viggo døde var han så tyk, at kisten var en størrelse, der kun blev brugt hvert 7. år i den del af landet. De måtte tage en dør af for at få ham i kisten. JUUL-OLSEN, Jens Viggo (I36)
 
61 dbes Laurs. Nedenfor nvnte brn er fra mandtalslisten 1645.

I kampslgten nvnes at begge (Peder og Hylleborre) dde mske af sult eftersvenskernes udplyndringe, de begraves med f dages mellemrum. Nogle afderes voksne snner formodes at være dræbt ved Damme Mader. Sønnen gmd.Hans Pedersen Grothe, Sømar k, blev skudt af svenskerne 1659.

Adresse : Aalebæk, Møn. 
GROTHE, Peder Laursen (I317)
 
62 Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. Familie F10
 
63 Den 10/4 1712 Hans Norboes lille datter Dorothea af Keldbylille. HansPedersens hustru af Bidsinge holdt hende over daaben.
Mandsfaddere: Jacob Andersen af Keldbylille. Jens Nordboes Sn Jrgen afPollerup. Quindefaddere: Hans Madsens hustru i Tøvelde og GiertrudBostedsdatter Ana i Keldbylille.

Adresse : Tostrup, gl. nr. 8.
Den 16. nov. 1732 hafde en ung karl af Tostrup nafnlig HemmingChristophersen trolovelse med en pige af Keldbylille ved Navn DortheHansdatter og at intet er, som kan hindre dette ægteskab, caverer beggedisses fædre.

Christopher C H S Hemmingsen Hans H A S Andersen
25/10 1747 Havde en ung karl, navnlig Hans Larsen af Costers Færgegaardtrolovelse med Hemming Christophersens Enke Dorthe Hansdatter af TaastrupEfter at rigtig skifte var skeet efter dend afdøde og at intet ellers idette ægteskab er til hinde r forsikrer underskrevne Dannemænd.

Didrich F H S Hansen Lars L S Pedersen
Af Taastrup af Magleby

Cop. 24/11-1747. 
NORDBO, Dorothea Hansdatter (I384)
 
64 Der var en yyngre bror af samme navn død 3 dage efter fødsel 1841 NIELSEN, Jens Christian (I69)
 
65 Det interessante ved at kigge i kirkebogen for Fanefjord omkring 1818-1820 er at de fleste af pigerne hedder noget med Kirstine, og mange af dem Mette Kirstine.[Inger] Jørgensen, Mette Kirstine (I680)
 
66 Detaljer fra kirkebogen v. konfirmationen bekræfter at Kirstine er født og opvokset i Pollerup - men jeg kan ikke finde familien i folketællingen for Pollerup, hverken 1860 eller 1870. [Inger]

Iflg farmors håndskrevne erindringer, stammer både faderen og moderen fra Vindebæk i Fanefjord sogn. Hendes far boede i nærheden af Fanefjord skov indtil kort før hans tredje og sidste ægteskab. Gården i Pollerup var fødehjem for hans anden hustru Kirsten, der nødig ville se gården gå på tvangsauktion hvorfor Johan Madsen købte gården men hun levede dog kun kort tid derefter. Og kort efter giftede han sig med Kirstines mor. 
Johansen, Kirstine (I608)
 
67 Dominica unvocavit 1655 blev indviet i den hellige gtestand, SvendLauritsen og Margrethe Jensdatter.

25. oktober 1720, begravet Margrethe Svends af Keldbylille medceremonier.

Adresse : Keldbylille, Mn. 
JENSDATTER, Margrethe (I347)
 
68 Dødsdag og sted ifølge min fars notesbog - hvor er kirkebogsoptegnelser for døde i Lindeballe efter 1931? [Inger] Eriksen, Jens (I616)
 
69 dødsdatoen har fra Raymds chart ubekræftet i kirkebog HANSDATTER, Birthe (I75)
 
70 Dør i barselsseng 3 dage efter fødslen af datteren Karen Marie. HANSDATTER, Karen Marie (I58)
 
71 Efter Danske Slægtforskere har fået oprettet dødsårsagsregistret, lykkes det endelig at få opklaret hvad Mia døde af i en alder af bare 52 år.
Ifølge diagnoserne har hun haft en nyresygdom som førte til infektion i nyren (og som følge heraf sandsynligvis blodforgiftning)
I registeret står dødsdatoen opført som 28. maj og ikke 9. maj, som tidligere anført her på siden. [Inger]
 
Peters, Marie Mathilde (I538)
 
72 Efter Karen Kirstine blev enke boede hun hos sine børn. I 1922 flyttede hun til København og tog ophold hos Jenny. Jennys mand A Waldorf drev en købmandsforretning i Stockholmsgade i kælderen. På registerbladet fra politiet er adressen opgivet til kælderen.l PEDERSEN, Karen Kirstine (I82)
 
73 Erindringer af Kenneth Juul-Olsen fra 2005 skrevet til siden www.befrielsen1945.dk
Kenneth Juul-Olsen fortæller om 7 måneder i tysk internering. Han blev sammen med små 2000 andre ansatte i politiet taget til fange d. 19. september 1944 og transporteret til de tyske koncentrationslejre i Neuengamme og Buchenwald. Kenneth Juul-Olsen er i dag 84 år og pensioneret fra sin stilling som Landsdommer ved Vestre Landsret.

Det var den 19. september 1944 og klokken var 11 om formiddagen, da der blev blæst luftalarm; men det hæftede vi os nu ikke så meget ved, for det blev der jo så tit. Vi fortsatte derfor vores arbejde på politigården i København, hvor jeg få uger før havde fået en stilling som politifuldmægtig. Jeg var rigtig glad for den stilling, fordi jeg som nyuddannet og nygift havde brug for et godt og fast arbejde.

Ganske kort efter alarmen kunne jeg pludselig se tyske soldater med maskinpistoler komme ind på politigården. Politigården i København er en mærkelig bygning, som er opført med en stor rund gård i midten. I denne runde gård kom tyskerne løbendde ind og ganske kort efter kom de op på kontorerne, og også op hvor jeg sad på 1. sal. Vi blev alle med maskinpistoler og råb gennet ned i gården. Der stod vi ret længe, men de der havde frakker fik heldigvis lov til at gå op og få dem på. Mange havde dog ikke nogen frakke på den dag, det var jo ret lunt og det fik skæbnesvanger betydning for mange på vores videre færd.

Efter nogle timer blev vi i små flokke kørt på lastbiler igennem København ned til Langelinie kajen, hvor vi blev samlet i nogle store pakhuse. Alle som var over 65 år fik lov til at gå hjem, mens alle andre efter nogen tid blev ført om bord ppå et fragtskib, som lå ved kajen et stykke derfra. Vi blev ført ombord i små flokke på ca. 20 ad gangen og da vi kom op på skibet blev vi gennet ned i lasten. Der var i alt 1440 politifolk - uniformerede og civile og der iblandt altså også nogle få jurister, som jeg var imellem. Det viste sig, at vi var i alt 25 jurister, da vi senere blev samlede i Tyskland og af de 25 var der 9, som døde under opholdet dernede.

Men det vidste vi alt sammen ikke noget om nede i lasten på skibet ved Langelinie kajen. Vi vidste ikke noget om, hvad der var meningen med det hele, og der gik alle mulige rygter. De mest optimistiske gik ud på, at vi bare skulle være om bord et stykke tid, og at vi så ville blive frigivet efterhånden. Pludselig mærkede vi, at skibet sejlede og så troede vi på rygter om, at vi bare lige skulle sejles uden for havnen, og der lå vi da også stille i nogen tid.

Men i løbet af natten sejlede skibet videre, og det var meget ubehageligt at være dernede i lasten. Vi var jo så mange, at der ikke var plads til, at vi kunne ligge ned. Ja vi kunne dårligt nok sidde ned, og vi fandt de mest mærkelige steder at forsøge at sove. Jeg kan huske, at jeg blandt andet var oppe at gynge på sådan en bjælke helt oppe under loftet, men den blev nu lidt træls at sidde på for den skar rent ud sagt i rumpen, og så måtte vi ned og skifte stilling. Nogle havde klemt sig sammen inde på hylderne i et skab, men det kunne de jo heller ikke holde ud.

Men natten gik da, og næste morgen fik vi lov til i små flokke og under bevogtning af tyske soldater at komme op een gang et kort øjeblik og få lidt frisk luft. På denne tur kunne vi se, at vi var ved at nærme os land. Nogle troede, at vi var ved at sejle ind i Flensborg Fjord og håbede jo på, at vi så skulle til Frøslev-lejren, der lige var oprettet i Danmark i nærheden af den dansk tyske grænse. Men jeg kunne desværre, fordi jeg havde været på en cykeltur i Tyskland før krigen og i den forbindelse blandt andet havde sejlet fra Travemünde, ja så kunne jeg se, at vi var på vej ind til Lübeck, og det viste sig så også at være rigtig.

Det var straks mere skræmmende, at vi nu altså var deporteret til Tyskland, og usikkerheden var stor. Da vi kom til Lübeck, mødte vi for første gang de lange jernbanetog med godsvognene, som vi senere prøvede at rejse så meget og forfærdelig længe i. Vi blev læsset ind i disse godsvogne, så mange at vi heller ikke der kunne sidde ned. Vi måtte så stå op mast sammen i hver ende af vognen. Der var en vagtpost – en soldat med gevær som vogtede os i midten af vognen. Vi måtte altså ikke være der hvor portene/lemmene midt i godsvognen var, men vi måtte kun være i de to ender af vognen, så vi var delt op i to flokke.

Endelig langt om længe kørte toget, og selvom der ikke er så forfærdeligt langt mellem Lübeck og Hamborg, så varede turen rigtig mange timer. Hver gang, der skulle komme et tog, som havde mere fart på og var vigtigere – og det var alle andre toog åbenbart, ja så blev vi koblet ind på et sidespor. I Hamborg holdt vi også længe, koblet ind på et sidespor, men endelig nåede vi sidst på eftermiddagen den 20. september til Neuengamme. Først her blev vi så klar over, hvor vi egentlig var. Vi blev modtaget af SS'ere med maskinpistoler, hunde og dødningehoved på kasketten, og så var det ellers kæft, trit og retning.

Vi blev ført ind i lejren og gennet ned i kælderen under en nybygning. Det var meget uhyggeligt at kommer derind. Vi skulle kravle ind, fordi der ikke var nogen dør derind. Der var kun sådan hugget noget murværk væk, hvor vi kunne kravle igennemem. Bygningen var endnu ikke fuldt opført, og derfor var der meget fugtigt, og der blev en forfærdelig atmosfære derinde i løbet af natten. Der var kun ganske få enkelte vinduer i det meget store rum med hvælvinger, som vi skulle opholde os i, og vi var jo ganske utrygge og bange. Vi anede jo ikke noget om, hvad der skulle ske med os, og vi var meget trætte.

Jeg var tolk for en flok, da vi talte med nogle fanger, som var kommet hen og stod uden for et af vinduerne. De var klippede skallet og jeg kan huske, at jeg kom til at oversætte forkert, da de fortalte os at vi skulle ”schehren”, som det hed p på tysk og det betød, at vi skulle barberes. De prøvede at fortælle, at alt hår skulle fjernes i hoved og underarmene og i skridtet. Men jeg kom til at oversætte det med at vi skulle ”skæres” og derfor troede nogle af politifolkene, at vi skulle kastreres og det blev stemningen jo ikke højere af. Den misforståelse blev da heldigvis rettet.

Næste morgen blev vi ført over i nogle baderum, hvor alt vores tøj blev taget fra os. Det samme skete med vore ure og vielsesringe - alt blev taget fra os. Så gik vi videre ind og kom under nogle brusere. Da vi kom ud fik vi så vores første fanggedragt. I Neuengamme var det sådan nogle gamle laser, ikke de stribede fangedragter som vi senere fik i Buchenwald, men laser som slet ikke passede os. Det tøj som jeg fik, var alt for småt, bukserne nåede sådan lidt under knæene og skjorten deden var åbenbart til et barn. Den kunne ikke knappes fra midt på maven og op og jakken heller ikke, så derfor gik jeg med helt bart bryst i de dage. Det var jo ikke nogen særlig god årstid at gå med så åben hals. Derfor fik mange af os det første knæk under opholdet i Neuengamme.

Vi boede i barakker hvor vi lå i køjesenge – to senge var stillet op mod hinanden i 3 etager. I sådan to senge, som var af normal størrelse, der lå vi så 5 mand. Vores kost var virkelig utrolig dårlig - vi fik varm mad som bestod af kogt kålrabi (kålroer) De var snavsede og det var fuldstændigt umuligt at få dem ned de første par dage, men efterhånden som vi blev sultne, så måtte vi jo gå til den. Vi fik også noget dårlig rugbrød om morgenen og om aftenen. Til det fik vi noget, som vel nok skulle have været margarine, men var noget mærkeligt noget, som bestemt ikke havde ret meget med margarine at gøre. Der var ingen pålæg og ikke noget kød overhovedet. Det vi fik at drikke til var sådan en slags te.

Vi havde appeller to gang om dagen, hvor alle fangerne i Neuengamme blev stillet op ude på den store appelplads og der stod vi indtil man fik talt os op. Jeg havde fangenummer 52003. Så vi kan gætte lidt på, hvor mange mennesker, der var gået igennem lejren. Så mange var der slet ikke i Neuengamme, mens vi var der, for det var en hovedlejr, hvorfra man fordelte til andre koncentrationslejre eller arbejdskommandoer.

Numrene var åbenbart med tysk grundighed begyndt fra nummer 1, da lejren blev oprettet og var altså nu nået til nummer godt 52000, da vi kom dertil. Vi var vel en halv snes tusind på det tidspunkt i Neuengamme. Resten var enten døde eller var ude på det de kaldte udkommandoer rundt omkring i Tyskland. De fanger, som var der som almindelige politiske fanger, de var klippet skaldet og alt håret var som sagt raget væk under armene og i skridtet. Det var vist nok for at vi ikke skulle få lus.

Vi fik med tøjet udleveret noget de kaldte en mütze – det var sådan en skråhue. Den spillede en vigtig rolle i den mærkværdige foreteelse der blev udspillet, når vi stod på appelpladsen. Der blev kommanderet ”Mützen” og så skulle vi tage op tiil huen, men vi måtte ikke fjerne den. Når de så kommanderede ”ab”, så skulle vi alle sammen på en gang slå huen ned på låret og sådan at det lød som med en lyd,. Hvis det ikke lykkedes for os at gøre det samtidig – og det gjorde det selvfølgelig næsten aldrig – sådan så det lød med et klask fra de her ca. 10.000 mennesker, ja så gentog man den spøg mange, mange gange.

Først når det var tilfredsstillende med huerne begyndte de at tælle os, og det kunne tage timevis, mens vi stod og frøs. Når de endelig fik tallene til at gå op fortsatte hue-nummeret. Nu kommanderede de ”mützen auf” så skulle vi tage huen og lægge den op på hovedet – vi måtte ikke sætte den rigtigt på hovedet, den skulle bare ligge deroppe. Og først når de kommanderede ”korrigieren” måtte vi sætte huen på plads. Den ”spøg” med ”mützen auf og mützen ab” den kunne gentage sig utallige gange og så rendte soldaterne op langs med siderne og hvis der var nogen som ikke tog huen af eller kom bagefter – ja så slog de. Vi var i Neuengamme en lille uges tid. Vi var som sagt kommet cirka 1440 mand fra København og omegn og nogle dage efter ankom der yderligere 500 politifolk fra Odense, Århus og Ålborg. De var blevet samlet i Frøslevlejren og sendt med godstog til Neuengamme. Da vi så var samlet alle sammen der – disse her godt 1940 politifolk, så gik turen videre til Buchenwald.

Ja det vil sige vi vidste jo ikke hvor vi skulle hen, men en dag blev vi kommanderet over og fik udleveret vores eget tøj igen. Så blev vi stillet op ude på appelpladsen og der stod vi en 2-3 timer i det mest forrygende regnvejr, jeg synes, jeg nogensinde har været ude for. Som nævnt var de fleste af os – eller mange af os i hvert fald – uden overtøj og der stod vi og blev gennemblødte og det var næste gang vi fik et alvorligt knæk. Og da vi var blevet rigtig godt gennemblødte så blev vi gennet ind i godsvognene og hvis man har prøvet at rejse i sådan en godsvogn, så vil man hurtigt opdage at de er i hvert fald ikke tætte. Det trækker ganske fantastisk og vi skulle stå der og tørre det våde tøj mod hinanden.

Heller ikke i de her godsvogne kunne vi sidde ned eller ligge ned. Vi stod og sov oppe i et hjørne med hovedet på sidekammeratens skulder og den tur i togvognene den varede godt og vel halvandet døgn. I den tid fik vi ikke noget at drikke. Vi havde fået noget rugbrød med og noget af det her margarine og det var kosten. Vi havde en blikspand stående i mellemrummet midt i vognen. Det var vores wc, og det var jo ikke særligt spændende at skulle ind der midt på gulvet og ordne, hvad man skulle, men sartheden forsvandt nu ret hurtigt. Nogle af de godsvogne som vi havde rejst i, havde der tydeligvis før været kreaturer i, og der var gødning og møg op ad siderne.

Andre af vognene havde været brugt til kridttransporter og politifolkene i dem var helt kridhvide, da vi nåede frem og blev læsset af i Buchenwald. Andre igen havde været brugt til kul eller grafit eller hvad det var for noget – og folkene var helt sorte - lignede faktisk negere da vi kom ud.

Men nu gik turen så ellers igen med de her godsvogne og på samme måde som ved den første transport. Igen blev vi ustandseligt koblet til side. Vi kom efterhånden til at lide ganske meget af tørst – det er virkelig hårdt at sulte, men det er endnu værre at tørste. Når vi holdte på stationerne kom det tyske røde kors og udskænkede kaffe til soldaterne – der var to soldater i hver vogn, skarpt bevæbnede naturligvis – og vi blev meget vrede på det tyske røde kors over at det kun var dem, der fik noget at drikke.

Endelig nåede vi frem til Weimar og der blev vi kørt ind på et sidespor og derefter op til Buchenwald. Navnet betyder bøgeskov, og det er en skovklædt højderyg eller et lille bjerg, som er ca. 1000 meter højt. Der havde man anlagt en koncentratiionslejr og med udsøgt snedighed placeret den på nord skråningen af bjerget. Det vil sige, at der jo ikke var nogen sol, der kunne komme ned til os, og der var konstant mudder og skidt og pløre i lejren, som var meget stor. Omkring den var bygget nogle af Tysklands største våbenfabrikker, og der endte jernbanelinjen.

Det var et utroligt syn der mødte os – amerikanerne havde bombarderet Buchenwald en måned før vi kom dertil, og det var sket så grundigt, at alt i dette fabriksområde, var lagt fuldstændigt i ruiner. Selve lejren – beboelseslejren – var der sket meget lidt med. Der var kun en enkelt af de mange barakker, som var blevet ramt, men alt i alt var det jo et meget fint stykke arbejde, man havde fået lavet med bombardementerne. Men disse ruiner var et meget deprimerende syn.

Vi blev under råben og skrigen stillet op i kolonner, med 10 i hver række, og så marcherede vi på militær vis med vagtposter ned til lejren. Ved indgangen til lejren var der en port, ligesom i Neuengamme, og på den port stod der også her ”Arbeieit macht frei” – arbejde gør fri. Men det var i hvert fald ikke rigtigt, for jeg har ikke set nogen, der er blevet givet fri fra koncentrationslejre, fordi de havde arbejdet. Men sådan stod der på alle de tyske fangelejre. Jeg har siden været på besøg i den berygtede lejr Auschwitz i Polen, der hvor de fleste jøder blev udryddet, og der stod også dette makabre slogan ”Arbeit macht frei”.

Da vi var kommet ind i lejren, skulle vi igennem den sædvanlige procedure - vi kom hen til et hus, hvor vi skulle igennem badet. Igen måtte vi aflevere alt vores tøj og vores ure og vores ringe osv. – det hele måtte vi aflevere. Vi var ikke særlsærlig stolte ved at skulle ind i disse baderum, vi havde efterhånden hørt rygter om, hvad der skete i baderummene. Det var baderum, hvor man ikke vidste, om det var vand, der kom ud af bruserne, eller om det var gas, der blev kastet ned. Det var i sådanne baderum, at man gassede jøderne – det oplevede vi desværre, mens vi var i Buchenwald.

Vi fik efter at vi havde været i badet udleveret de stribede fangedragter og fangenummer, og der var flere fanger i Buchenwald, end der var i Neuengamme. Mit fangenummer i Buchenwald var 86268, og det skulle syes på jakken. Inden vi havde fået tøjet, og vi gik nøgne op fra badet, kom vi hen til en trappe, hvor der stod fanger med nogle store spande og nogle kalkkoste. Vi fik et strøg af en slags desinfektionsvæske under begge arme og i skridtet og det sved ganske modbydeligt. Vi slap dog for at komme af med håret, som alle de andre fanger der var klippet skaldet.

Det der med at klippe folk skaldet – der var tyskerne også særligt raffinerede – i først omgang så blev man klippet totalt skaldet over hele hovedet. Når håret så begyndte at vokse op, så klippede man sådan en 5-6 centimeter bred rende midt ned ad hovedet. Derefter klippede man nogen tid efter siderne, således at man skiftevis havde sådan et spor ned midt ad eller en kam stående. Meningen var måske at det skulle gøre det vanskeligere at flygte, men det var noget vi gættede os til. Det fungerede i hvert fald også som en form for chikane mod folkene.

Soldaterne, vi mødte på transporter og i lejrene, gik normalt foruden deres geværer også med hundepiske. Disse piske kunne de godt finde på at slå med, og jeg har set en af vores politifolk få et slag med sådan en hundepisk, som praktisk talt rev øret af ham. Soldaterne var i det hele taget hårde over for os og de andre fanger, og de slog for et godt ord, hvis man kom i vejen for dem.

Da vi så var kommet igennem det med badet og fangedragtudlevering, blev vi ført over i 2 barakker. Vi var ca. 720 i hver af disse to barakker, medens de 500 fra Jylland kom i en helt anden barak. Vi boede i en lille lejr, kleinlager, hvor der var 3 af disse barakker eller blokke. Og der lå vi på hylder i 4 lag – fra en hylde nede på gulvet og så var der fire op. Og der lå vi så tæt som sardiner i en dåse. Skiftevis med hovedet den ene vej og benene den anden – for ellers var der ikke plads til, at vi kunne ligge der.

Der havde engang været nogle halmsække i bunden af disse hylder – det var der ikke mere, der var ikke andet end noget snavs og nogle rester af halm og af sækkelærred. Vi havde heller ikke hele tæpper over os, men blot nogle laser af nogle tæpper – så vi holdt jo mest varmen ved at vi lå så tæt. Der var mængder af lopper – så fantastisk mange lopper. Det med at have lopper er ligesom med myggestik, det er forskelligt, hvor meget man bliver bidt eller stukket. Nogle mennesker bliver meget bidt af dem, og andre slipper for dem. Vi var senere ude for et sted, hvor der var væggelus, og der viste det sig, at de som blev angrebet af lopper, de slap næsten for væggelusene. Til gengæld blev de som ikke var blevet forbidt af lopper overfaldet af væggelusene. Hvordan det hænger sammen, ved jeg ikke. Men lopperne var en af de store plager i Buchenwald.

Vi fik udleveret en slags madskåle – det var nogle gamle blikskåle som der engang havde været et håndtag på. Det var brækket af med det resultat, at man skulle passe på. at den suppe, vi fik, ikke løb ud. Maden var værre, faktisk, end oppe i Neuengamme – vi slap ganske vist for de kogte kålrabi, men vi fik en suppe - en grå slimet væske - der næsten ikke var til at få ned. En gang imellem fik vi kartofler med pil på, og dem fik vi i huen – øst op i huen og så kunne vi så pille dem.

Vi havde fået udleveret en ske og dette her fad, som var vores madfad, og det måtte vi holde godt fast på, for det var det eneste, vi fik. Vi fik foruden denne her suppe, som vi normalt fik om morgenen, en rugbrødsration om aftenen. Dernede så vi heller ikke noget kød – det kunne dog yderst sjældent ske, at der var en stump kød, som man kunne finde i suppen, men det skulle man nærmest have findeløn for. Vi var inddelt i nogle madhold, hvis opgave var at gå over i køkkenregionerne og hente maden i store junger. De skulle så bæres over til de barakker, hvor vi boede.

Vores toiletforhold var utroligt dårlige. Vi havde en bygning for os selv, hvor vi sad og gyngede på en pind. Den, som sad på rækken bagved, sad ofte så tæt ved, at vi stødte numserne sammen. Det var jo en af grundene til, at den sygdom, som blev den mest udbredte dernede, bredte sig så meget og hurtigt. Vi kaldte den ”scheisserei”, som ganske simpelt var tyndskid (tyfus, diarre, mavebetændelse). Denne sygdom var senere skyld i, at der var mange som døde. Vi havde ikke arbejdspligt i den første tid, vi var der, og kun lejlighedsvist var vi på arbejde.

I mellem de to blokke, hvor politifolkene boede, var der som nævnt en 3. blok og i denne blok boede nogle jøder. Disse jøder var kommet fra et fabriksarbejde, hvor de havde været udsat for bombardement. Tyskerne sagde, de derfor var sendt på rekreation i Buchenwald!!!. Jøderne var mere eller mindre kvæstede, og dagligt så vi, at der blev båret døde ud fra deres barak. Men vi vidste også, at de gemte de døde derinde, så længe som de kunne, for at få deres madrationer.

Det var et frygteligt sørgeligt syn at se disse mennesker. På et tidspunkt blev resten af dem, der var i barakken, samlet sammen og sendt på transport. Dem der kunne gå, gik selv og andre blev kørt på kærrer. Jeg så flere af dem, som lå der på den bare jord, inden de blev læsset op på sådan en kærre. Vi ved, at de aldrig nåede væk fra Buchenwald. De blev kørt direkte op i vaskerummene og gasset.

I Buchenwald og i Neuengamme var der begge steder store krematorier og skorstenen røg døgnet rundt. Det var et fantastisk trist syn at se den sorte røg, som kom op fra disse krematorieskorstene. Uden for vores lejr, der var hovedlejren op mod bjerget og ned af skråningen, var der en stor teltlejr, hvor der også boede en masse jøder. Tænk nu på, at det her var i oktober måned, ja vi kom jo derned en af de sidste dage i september, så det var altså i oktober måned, at de boede i disse usle telte, og udsultede var de jo.

Vi var ca. 30.000 mennesker, tror jeg, i Buchenwald. Resten var ude på forskellige arbejdskommandoer eller var døde. Også der havde man jo startet med at give numre fra lejrens start. Buchenwald var en af de første koncentrationslejre, man byggede i Tyskland. Den var blevet opført fra 1936 og fremefter, men var jo efterhånden blevet udvidet ganske voldsomt. Det var tyske politiske fanger, som havde startet med at opføre den, men nu var der folk af alle mulige nationer dernede.

Vi havde foruden vores fangenumre nogle trekantede mærker på vores fangetøj. Disse trekantede mærker med forskellige farver angav, hvorfor man sad der. En farve var for politiske fanger, en farve for kriminelle, en farve havde jøderne og så havde vi et bogstav som viste fra hvilke nation vi var. Der var russere, polakker, tjekkere, ungarere, italienere, franskmænd, hollændere, danskere og nordmænd.

Da vi senere fik arbejdspligt, var det en utrolig mærkelig oplevelse, når vi om morgenen skulle vandre ud i gennem porten. Vi var først stillet op på den store appelplads, fordi vi var flyttet ud i hovedlejren på det tidspunkt. Selvom vi vandrede ud med 10 mand ved siden af hinanden, så tog det over 1 time at vandre ud igennem porten hver morgen og lige sådan for at vandre ind om aftenen.

Da vi havde været i Buchenwald i nogen tid, blev 500 mand af os udtaget og sendt på transport. Jeg var med blandt de 500. Vi skulle sendes til en lille landsby i nærheden af Leipzig – noget der hed Taucha. Det viste sig at vores opgave bestod i, at vi skulle bygge en jernbane fra hovedlinjen og ind til en fabrik.

Det var heldigvis en noget kortere togtur end den anden tur fra Neuengamme til Buchenwald.

Vi skulle lave en dæmning af grus eller sand, hvor sporene skulle lægges på. Planen var, at sporet skulle gøre det muligt at skubbe godsvognene op på denne dæmning. Fra toppen af den skulle vognene så selv løbe ned til fabrikken. Ideen var, at når vognene siden var læsset fyldt med våben, så var der en slags træksystem, som skubbede dem op igen på dæmningen og så løb de selv ned på stationen – til hovedsporet.

Indtil de fik lavet det system, blev godsvognene kørt på nogle blokvogne gennem byen hver gang, og det var selvfølgelig ikke særligt praktisk. Da de jo havde billig arbejdskraft, så havde de altså fundet på dette her. Vi 500 mand arbejdede i 2 hold – det ene hold arbejdede fra 6 morgen til 18 og det andet fra 18 til 6 morgen. Vi skiftede i weekenden på den måde, at det ene hold arbejdede fra lørdag aften kl. 18 til søndag middag og det andet fra søndag middag kl. 12 til mandag morgen kl. 6. Altså 18 timer – det var en drøj tur.

Vi var heldigvis kun godt 14 dage i Taucha. Det var hårdt arbejde, og vi havde besluttet os til, at vi ville arbejde. Da vi kørte fra Buchenwald var der nemlig kommet en tysk officer ind til os. Han sagde, at han talte til os ikke som en officer til nogle fanger, men som den ene mand af ære til en anden mand af ære. Han lovede at hvis vi nu ville udføre vores arbejde og arbejde godt på vores udkommando, så ville vi ikke komme tilbage til Buchenwald, men vi ville blive sendt lige til København og sluppet fri. Vi diskuterede selvfølgelig meget, om vi nu skulle tro på det, der blev sagt, eller om det var en limpind vi var ude på. Men det endte med, at vi blev enige om, at vi ikke turde andet, end at tro på ham. Det kunne jo være, at det var rigtigt. Vi håbede så meget på, at vi kunne blive sluppet fri og komme væk dernede fra dette absolut meget triste sted at være. Derfor besluttede vi os for at arbejde og vi arbejdede hårdt i de 14 dage, vi var der. Vi fik også udført vores arbejde og lavet jernbanen. Det var vel nok det sted i Tyskland, hvor vi fik den bedste mad. Vi fik kartoffelmos i nogle porcelænsfade, som oven i købet var rene. Men til gengæld var vi jo meget trætte af arbejdet og efterhånden også noget udsultede.

Medens vi arbejdede der i Taucha, var vi udsat for 2 luftangreb, og det var meget meget uhyggeligt og skræmmende. Man er uendelig lille, når man kan høre flyvemaskinerne deroppe over skyerne. Vi kunne ikke se dem, men vi kunne høre bomberne raslsle ned rundt omkring. Nogle af politifolkene tog store splinter med fra bomber som var faldet lige i nærheden af hvor vi var. Hvor er man lille under angrebene – det er frygteligt, modbydeligt for man ved ikke hvornår bomben kommer, der hvor man er.

Da vi var blevet færdige med arbejdet i Taucha, kom vi i godsvognene igen. Vi så ikke mere til vores ærefulde officer, og vi røg lige tilbage til Buchenwald. Det var så sidste gang, at vi faktisk arbejdede for det 3. rige. På turen tilbage til Buchenwald var vi igen ude for en forfærdelig tørst. Vi holdt på et tidspunkt ved siden af en godsvogn med sukkerroer, og vi så vores snit til at stjæle nogle af de her sukkerroer, men det var ikke klogt. Til at begynde med, der læskede det meget, men kort efter så snerpede det munden sammen, og det føltes faktisk værre, end hvis vi ikke havde taget noget.

Vi kom tilbage til Buchenwald og i nogle nye barakker ude i hovedlejren. Nu begyndte vores arbejdspligt der, og arbejdet bestod i, at vi sammen med de andre fanger – disse cirka 10.000 - skulle rydde op ude i de fabriksområder, som var blevet bombet. Til trods for at 10.000 mennesker arbejdede der lykkedes det i resten af den tid, vi var i Buchenwald - de 2 ½ måned politiet var i Buchenwald – kun at få opført 1 eneste bygning. Arbejdet blev saboteret. Når vi var kommet ud og havde fordelt os over det store område. Så var det pludselig umuligt at se nogle mennesker. Kun en gang imellem så man en flok komme bærende på nogle af disse byggerester, som vi skulle rydde op i. Ellers var vi gemt rundt omkring i ruinerne.

Det var som om soldaterne på det tidspunkt havde opgivet troen på, at Tyskland kunne vinde krigen. Det var kun lejlighedsvist, at der kom en vagtpost og gennede på, og så snart vi kunne se en i nærheden, ja så arbejdede vi, så længe han var derr. Når han så forsvandt, holdt vi op med at arbejde. Jeg var bl.a. med til at bære mursten, og vi bar 4 af gangen i sådan et tov over skulderen med nogle hængende foran og nogle hængende bagpå. Til trods for at vi gik der ude og arbejdede – og vi skulle være der ude i 12 timer – så har jeg været med til at præstere, at det kun lykkedes os at bære 12 mursten på en hel dag. Det viser lidt om, hvor meget vi saboterede arbejdet, da vi var kommet tilbage til Buchenwald og var kommet i arbejde.

Desværre begyndte sygdommene efterhånden at brede sig. Folk var jo for det første blevet ramt af forkølelser, fordi vi var blevet våde, da vi startede fra Neuengamme, og vi var jo også efterhånden noget udmarvede af sulten som bredte sig. Da jeg startede på turen d. 19. september 44 vejede jeg 85 kilo men da kom tilbage til Frøslev lejren efter knap 3 måneders ophold i Tyskland, vejede jeg knap 60 kilo. Det vil sige, at jeg havde tabt over 50 pund på den tid, og det var meget typisk for, hvor hurtigt og hvor kraftigt vi blev udsultet dernede.

Det gav sygdommene alle muligheder for at gribe fat i os, og vi kom til at lide af mange forskellige former for sygdomme. Der var som jeg nævnte bl.a. Scheisserei – en slags tyfus eller paratyfus. Så var der en grim sygdom, som hed rosen, som gav nogle grimme sår på benene og senere også førte til, at adskillige døde af det. Der var således tæt på 100 politifolk, som døde i Buchenwald. Men endnu flere blev syge, og mange blev syge for livstid under opholdet dernede.

Jeg har selv en svoger, som fik dobbeltsidet lungetuberkulose og ikke har kunnet arbejde, siden han var i koncentrationslejr. Han var blevet syg og var kommet på revir som det hed – det område hvor man lå syg – og der kom han til at ligge sammen med en hollænder, som havde tuberkulose. Han blev så også smittet med tuberkulose i begge lunger og blev altså aldrig rask siden. Han var 22 år på det tidspunkt. Han var kommet ind som reservepolitibetjent den første september og røg så til Tyskland den 19. september – det vil sige han havde været i tjeneste i politiet i 19 dage og fik sit helbred ødelagt for livstid.

Når man blev syg i koncentrationslejren, prøvede man derfor længst muligt at holde sig væk fra reviret (sygeafdelingen) og blive i barakken, hvis man kunne se sit snit til det. Men man skulle jo op til appellerne, ligegyldig hvor syg man var, og det blev jo ikke bedre af, at man skulle stå der i kulden og blive talt. Hvis man så blev så syg, at man ikke kunne klare det mere, ja så kom man over på reviret, og der var der rigtig dårlige forhold. Man blev lagt tæt sammen med andre, som led af forskellige sygdomme og ikke nødvendigvis den samme, som man selv led af. Derfor blev det sidste station for mange, når de kom på reviret. Der var jo ikke nogen ordentlig lægebehandling, der var ikke den medicin, som man havde brug for. Lægerne, som var derovre, var da sikkert gode nok, for det var jo fanger. Men de havde ikke mange muligheder for at gøre noget rigtigt for at hjælpe de syge.

Der var mange, mange tragiske skæbner fra vores ophold dernede i Tyskland. I begyndelsen af december - d. 10.december - blev 200 mand heldigvis sendt hjem til Frøslevlejren, og blandt disse 200 mand kom vi jurister, ja dem som kunne flyttes med tilbage. Som nævnt var vi 25 jurister i starten – af dem døde de 9 dernede – og vi andre kom med hjem til Frøslevlejren. Med i de 200 var der ellers hovedsagelig de ældste – dem der var over 60 år. Og så var der også nogle andre grupper som var med, men i alt 200.

Vi blev kørt i de røde DSB busser. Det var en meget speciel oplevelse at køre op igennem Tyskland og se, hvordan de store byer dernede var blevet mere eller mindre ødelagt af bombardementerne. Særlig Braunschweig og Hamborg gjorde et uudsletteligt indtryk med hele kvarterer, der kun var ruindynger på grund af luftbombardementerne. Da vi kom tilbage til Frøslevlejren, oplevede vi for første gang siden 19. september at sidde ned og spise og oven i købet at sidde ved et bord med hvidt papir på og med ren service. Vi fik som det første måltid havregrød med mælk – man skulle jo passe på, at vores maver kunne tage overgangen til den danske kost, og så fik vi en kop te og et stykke franskbrød. Og det var simpelthen så – ja jeg har ikke ord for det – og dengang tudbrølede vi. Det var simpelthen det skønneste måltid, jeg tror, at jeg nogen sinde har fået i mit liv.

Det er sådan set utroligt, at jeg kan blive så rørt over det, nu når der er gået så mange år, men det er faktisk lidt svært at komme til at tænke på det og genoplive det. Jeg har været ude for det også tidligere. Jeg påtog mig for nogle år siden at holde et foredrag ved et 4. maj møde, og jeg troede, at jeg havde fået det så meget på afstand, at jeg kunne fortælle om det. Det viste sig, at det kunne jeg faktisk ikke. Jeg kunne ikke klare det og jeg har aldrig gjort det siden. Der er ting, som man aldrig glemmer, når man har været igennem dem.

Det her var en uhyggelig oplevelse og en meget særpræget oplevelse at have været ude for. Jeg ønsker ikke for nogen mennesker, at de skal komme ud for det. Det var uhyrligt, hvad der skete i disse koncentrationslejre – den nedværdigende måde a at behandle folk på – de lidelser som folk blev udsatte for – de mængder af mennesker, som er blev henrettet i de tyske tilintetgørelseslejre, det gør man sig ikke noget begreb om. Og det sørgelige er jo, at vi stadigvæk ser det verden over – at den slags ting – at det stadig kan få lov til at eksistere, det er egentlig helt forfærdeligt og utroligt!!

Nå, men i Frøslevlejren, kom vi jo efterhånden en del til kræfter. Der var dansk fængselspersonale, og der var dansk forplejning, vi fik udmærket kost og arbejdsbyrden var heller ikke stor. Jeg var selv i Frøslevlejren indtil d. 3. maj, og så var jeg med den sidste flok af de hvide busser, som skulle bringe alle, der havde været i koncentrationslejr til Sverige. Vi var blandt de sidste, fordi vi havde været den tid i Frøslev lejren, og det var helt naturligt, at man først og fremmest sendte dem over, som kom direkte fra koncentrationslejrene.

Svenskerne havde jo fået gennemført, at alle danskere og nordmænd som var i tyske koncentrationslejre skulle overføres til Sverige. Det var et sandt triumftog at køre igennem Danmark. Folk havde hørt, at busserne kom og stod ude ved vejene og vinkede og klappede og råbte hurra, da vi kørte forbi. Vi overnattede på færgen i Korsør havn, efter vi var kommet over til Sjælland, og kørte så videre næste formiddag, som var den 4. maj. Derfra kørte vi mod København, og da vi nåede til Frihavnen d. 4. maj om eftermiddagen, kom vi også ombord på færgen til Malmø.

Der blev vi så løsladt – tyskerne vidste, at nu var det ved at være på det sidste. Og derfor fik jeg lov til at opleve befrielsen d. 4. maj om aftenen hos min søster og svoger i Charlottenlund, og det var jo en stor oplevelse. Og så kom jeg jo endelig hjem til min kone og vores lille datter den følgende dag d. 5. maj. Vores datter var blevet født i januar 45, så det var fantastisk at komme hjem, efter denne her 7 måneders periode i Tyskland og i Frøslevlejren.

De danske politifolk, som ikke kom med tilbage fra Frøslevlejren i første omgang, blev sendt i krigsfangelejr. Derfor blev politiets ophold i koncentrationslejrene standset midt i december 44. De tilbageblevne kom i forskellige krigsfangelejre, bl.a. krigsfangelejren i Mülheim og forholdene i disse krigsfangelejre var væsentligt bedre, end de var i koncentrationslejrene. Under vores ophold i koncentrationslejrene fik vi gudskelov Røde Kors pakker, og jeg nåede i alt at få 3 eller 4 pakker. Det var en meget stor hjælp at få disse pakker med fødevarer, som blev sendt derned af Dansk Røde Kors.

Flere har spurgt mig, hvorfor vi ikke forsøgte at flygte. Men det var faktisk umuligt. Lejren var omkranset af pigtråd. Der var to rækker pigtråd, og der var strøm i pigtråden. Imellem disse pigtrådshegn var der en slags løbegård med glubske hunde. Med regelmæssige mellemrum var der så vagttårne med projektører hele natten. I disse vagttårne var der soldater med maskingeværer, som kunne beskyde hele løbegangen. Det var derfor praktisk talt umuligt at flygte fra de tyske koncentrationslejre.

I Frøslev lejren var der noget lignende, men det var et mindre bevogtet system, og her var der nogle enkelte, som forsøgte at flygte. Men meget få slap fra det med livet i behold, for uden for lejren var der et stort mineret område. Der var usynynlige tråde imellem minerne og hvis man kom til at ramme en af disse tråde, så sprang minen og dermed var man i heldigste fald afsløret og blev fanget. Og det skete for flere af dem, som forsøgte sig på den måde. Så det var praktisk talt umuligt at flygte.

Den eneste gang, hvor jeg for alvor har haft en mulighed for at flygte, var først under transporten fra Frøslevlejren på vej til Sverige. Jeg var ude at gå sammen med en kammerat foran stationen i Korsør, men det var jo d. 3. om aftenen og vi diskuterede meget om vi skulle flygte eller ikke. Vi mente dog ikke det kunne betales sig, fordi vi var så tæt på krigens slutning, så vi opgav og gik tilbage til bussen.

Medens vi var i Tyskland måtte vi skrive 1 gang hver 4. uge. Brevet skulle være på tysk, og det måtte være, så vidt jeg husker, på 16 linjer af så og så mange stavelser pr. linje. Hvis der var flere end det tilladte antal stavelser, så blev de s simpelthen slettet, eller også så blev brevet standset. Der måtte ikke stå noget om, hvor vi var eller om hvordan vores forhold var, så de var jo ikke meget værd disse breve. I Frøslevlejren var der lignende bestemmelser, men vi måtte dog skrive 20 linjer. Men bestemmelserne om stavelser pr. linje var den samme, og vi måtte kun skrive og modtage brev hver 4. uge også der.

Vi prøvede under hele forløbet på at holde sammen, så godt som vi kunne. Vi unge, som var inde fra Politigården, prøvede specielt på at holde sammen, men vi forsøgte også på at være til hjælp og støtte for andre dernede. Mange mistede jo modet under sådanne forhold. Vi forsøgte at holde os oppe ved at indstille os på, at vi ikke kom hjem, før krigen var forbi. Vi måtte derfor forsøge at få det bedst mulige ud af det.

Hvis man hele tiden gik og troede, at man aldrig kom hjem eller ustandseligt tænkte på, hvornår vi kom hjem, så var det som om den psykiske modstandskraft hurtigere blev nedbrudt, og så blev man lettere offer for sygdom. Jeg kan huske et eksempel med en ung mand, som hver gang han hørte om en ny af de der grimme sygdomme som opstod, så følte han, at han havde symptomerne på det. Det passede ikke, men til sidst så blev han virkelig alvorlig syg og døde kort efter. Men vi forsøgte at gøre, hvad vi kunne for at holde modet og humøret oppe hos folk.

Vi holdt tæt sammen i den gruppe – vi lå på hylde sammen – vi var 9 på den hylde der. Vi holdt også sammen og boede på stue sammen, da vi kom til Frøslevlejren. Vi holdt også forbindelsen ved lige en tid efter, at vi var befriet og var placeret igen ude i det daglige arbejde. Men vi blev efterhånden spredt rundt omkring, mange er døde nu, og det er meget få, som jeg har kontakt med endnu fra tiden dernede.




 
JUUL-OLSEN, Kenneth (I39)
 
74 faddere Rasmus Olsen Gl. Kongevej 83 ungkarl og Ølhandler Anders Jensen
Navngivet Jul da født d. 26.12. staves senere Juul-Olsen 
Juul-OLSEN, Jens (I33)
 
75 Faddere: Gårdm. og kroejer Christen Schou og datter Maren af Give, gårdm. og møller Søren Pedersen og hustru og ungkarl Knud Sørensen af Langelund Mølle.
Ved sit brullup med Peder var hun tjenestepige i Hjortsballe.
Da hendes første mand Peder dør, er Sørine gravid og får en søn et halvt år efter, hun flytter tilbage til Bregenhoved i Give sogn, den 21 feb. 1869 dør datteren Mette Marie, hun begraves den 28 feb. samme dag begraves Hans Peder Jacobsens hustru fra Midtgaard i Ulllerup. Hun bliver hun gift med med Hans Peder den 8 oktober 1869 gift i Give kirke.
Sørine dør i Ullerup den 18 feb. 1910. Da er hendes søn Peder nogle år før blevet dræbt af lynnedslag på sin ejendom i Agersnap, Ribe amt. (kopieret fra Tirsgaard)

Sørine får fem børn mere i ægteskabet med Hans Peder Jacobsen - se kilde 1. Tirsgaard 
Hansen, Sørine (I674)
 
76 faddere: Pigen Marie Olsen, Faxe
gårdmand og sognefoged Jens Christensens hustru Haarlev
gårdmand og sognefoged Jens Christensen
gæstgiver Niels Olsen, Faxe
Gårdmand Jens Knudsen, Enderslev

Hans morfar, farfar var faddere, ligeledes hans fars plejefar og plejemor.
Gudmor var hans moster. 
JUUL-OLSEN, Jens Viggo (I36)
 
77 Faddere: Sidse Pedersen Grundløse Udby sogn, møller Anders Olsen i Houby,Bager Chr. Hansen i Haarlev, ungkarl Hans Hansen i Haarlev OLSEN, Marie Dorthea (I29)
 
78 Fadderne var:
Anna Hansen, Endeslev
sognefogeden Jens Christensens hustru
Sognefoged Jens Christensen
Gæstgiver Niels Olsen, Fakse
gårdejer Jens Knudsen, Endeslev
Gårdejer Hans G Hansen, Endeslev 
JUUL-OLSEN, Dagmar Elisabeth (I200)
 
79 Fauringgård
Hans Christian Ferdinand ejede gården 1906-22. Enken solgte til Jens Viggo Juul Olsen, der i 1925 afstod gården til Hans Petersen. Han solgte i 1935 til Anders P. Jensen, (Hele gårdens historie findes på intranettet søg: Karise gårde)

 
JUUL-OLSEN, Jens Viggo (I36)
 
80 Folketælling 1801
Vejle, Nørvang, Ringive, Hedebye, , 39, FT-1801, B8157
Navn: Alder: Status: Stilling i familien: Erhverv: Fødested:
Laurs Hansen 33 Gift Husbonde Bonde og gaardbeboer og skoleholdersomgang
Ane Christensdatter 55 Gift Hans kone
Rasmus Jensen 24 Ugift Deres barn
Niels Jensen 16 Ugift Deres barn
Kirsten Jensdatter 18 Ugift Deres barn
Maren Jensdatter 14 Ugift Deres barn
Zidsel Jensdatter 10 Ugift Deres barn  
Rasmusen, Fæster Jens (I610)
 
81 Folketælling 1845

Vejle, Nørvang, Ringive, Hedebye, en Gaard, 4, FT-1845,

Niels Jensen 62 Gift Gaardmand
Ane Jensdtr 54 Gift Hans Kone
Jens Schou Nielsen 24 Ugift
Laurits Christian Nielsen 21 Ugift  
Jensen, Niels (I603)
 
82 Folketælling 1855
Vejle, Nørvang, Ringive, Hedeby, Gaard, 54, FT-1855,

Jens Skou Nielsen 33 Enkemand Gaardmand lever af sin Jordlod Ringgive
Ane Jensen Skou 6 Ugift Enkemandens Datter Ringgive
Laust Chr. Nielsen 30 Ugift Eierens Broder der af ham forsørges Ringgive  
Nielsen, Gaardmand og Sognefoged Jens Skou (I596)
 
83 FOLKETÆLLING 1901
Vejle, Nørvang, Ringive, Hedeby, 2, 17, FT-1901, D7532

Niels Jensen Schou 18570919 G Husfader Gaardejer Ringgive Sogn Vejle Amt
Kirsten Schou 18610822 G Husmoder Kjældby Præstø Amt
Jens Schou 18870915 U Barn Ringgive Sogn Vejle Amt
Johannes Schou 18931217 U Barn Gadbjerg Vejle Amt

 
Schou, Niels Jensen (I602)
 
84 Fra Dødsregistret juni 2021:
Fornavn KIR
Efternavn SCHOU
Pigenavn JOHANSE
Køn Kvinde
Sidste bopæl Gentofte Kommune
Fødselsdag 22. aug 1861
Dødsdag 18. jan 1946
Død i en alder af 84 år
Civilstand Ikke oplyst (75 års restriktion)
Død hvor Gentofte Kommune
Dødsårsag Ikke oplyst (75 års restriktion)
Dødsattest Ikke oplyst (75 års restriktion)

24.juni 2021: I et brev fra kusine Anna Møller til min far Johannes Schou fra dec. 1944, fremgår det at min farmor lider af hjertetilfælde, hvilket sandsynligvis er dødsårsagen [Inger]
 
Johansen, Kirstine (I608)
 
85 Gården ligger i Enderslev by fæstegård under Turebyholm gods bliver udskiftet til Boholmgård JØRGENSEN, Ole (I62)
 
86 gift to gange første kone Trine Ditlevsdatter 40 år i 1834 ingen børn i følge folketælling. JØRGENSEN, Ole (I62)
 
87 Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. JUUL-OLSEN, Inge Ragnhild (I42)
 
88 grdmand HANSEN, Niels Christoffer (I96)
 
89 Gudmoder var Hans Jensens enke Haarlev
hotelejer Niel Olsen Fakse
hustru til samme
gårdejer Jens Knudsen Endeslev
gårdejer Jens Christensen Haarlev 
JUUL-OLSEN, Hans Harald (I35)
 
90 Han er født 8 måneder efter faderens død, og derfor opkaltd efter ham, moderen bar han i dåben, Faddere: Niels Knudsens hustru, samme Niels Knudsen, Husm. Mathias Jensen, Clemmen P. Laursen, alle af Kokborghuse.
Ved sit gitermål overtog han svigerfaderens ejendom i Agersnap.
Han fik ingen børn men blev adoptivfader til niecen Jenny Juliane
Han blev dræbt af et lynnedslag på sin mark. den 19 maj. 1906.
(kopieret fra tirsgaard) 
Jensen, Peder (I675)
 
91 http://www.fanefjord-skovdistrikt.dk/434399714

Da bønderne i sognet i 1769 købte deres fæstegårde og jorde af kronen på auktion og blev selvejere og dermed gjorde deres sogn til "Gods No. 2 paa Møen". 
Nielsen, Kristen (I152)
 
92 Hun døde tidligt, slidt op. Viggo blev tidligt meget kraftig og var på sine gamle dage overordentlig tyk, han var i den tid jeg har kendt ham ikke til nogen hjælp overhovedet [Ulla] NIELSEN, Karen Ingeborg Marie (I38)
 
93 Hvad blev der af Ane?
Ane var Sara Madsdatters eneste overlevende barn, da de to yngre søskende Niels og Karen begge døde inden de nåede at fylde 1 år. Ane blev moderløs bare 4 år gammel, da Sara døde januar 1853. Ane boede i Hedeby hos sin far Jens Skou Nielsen (min oldefar), og da han giftede sig igen i 1856, fik hun Petrea Ane Jensdatter til stedmoder og fik efterfølgende 3 halvsøskende: Niels (min farfar), Sara og Mette Marie Jensen Schou. Mette Marie var bare ½ år gammel og Ane var lige var fyldt 14 åår da alle 4 børn bliver faderløse ved Jens Skou Nielsens død i oktober 1862 - 41 år gammel. Ane bliver boende i Hedeby hos Petrea, der nu er enke 30 år gammel, mor til 3 børn hvor den ældste er 5, samt en steddater på 14 år. I 1864 gifter Petrea sig igen, nu med den 5 år yngre Christen Hansen Møller. Derefter taber jeg sporet af Ane, for i folketællingen 1870 (den første efter faderens død) bor Ane ikke længere i Hedeby. Ved et tilfælde finder jeg hende dog igen, da jeg søger efter hendes farbror Laust Christian Nielsen, der i denne folketælling heller ikke længere bor i Hedeby. Jeg finder ham i Elkær og sammen med ham finder jeg Ane, der står opført som broderdatter og husjomfru. Men efter Laust dør i 1874, taber jeg igen sporet.
Nu får jeg øje på min fars notesbog mærket 'familieoptegnelser' i det slægtskartotek jeg har båret med mig rundt i verden gennem mange år, og altid har antaget for at være tomt, fordi der kun var enkelte udfyldte kort vedrørende hans mors familiie, og fordi jeg vidste at vi på vore sommerferier rejste rundt i landet, hvor vi besøgte hans familie og han søgte oplysninger om sin families forgreninger. Jeg har bare aldrig kigget ordentlig efter. Der ligger forskellige løsblade med noter og så dette lille hæfte. Måske er det fordi navnene ikke sagde mig noget, og jeg heller aldrig tidligere har givet mig i kast med at undersøge det nærmere.
I notesbogen finder jeg bl.a. følgende:
Lindeballe
Ane Eriksen f. Skou i Hedeby 1.10.1848 - død i Lindeballe 23.5.1928 (det må være den Ane jeg leder efter)
Jens Eriksen f. Lindeballe 14.1.1846, død i Lindeballe 24.1.1934 (det må jo være hendes mand)
Thue Madsen Eriksen f. Lindeballe 6.9.1879, død i Smidstrup 16.11.1918 (som må være deres søn)
Anna Schou Eriksen f.14.11.1907, død 22.6.1931 og ud for hende står der d.ældste. Først antog jeg at det var Anes datter, indtil jeg kom til at se på årstallet - Ane var 59 år i 1907! altså må det være Thues datter.
Jeg finder Anna, hendes forældre og hendes 3 yngre søskende i folketællingen for 1916 (den har jeg gengivet under Thue Madsen Eriksen).
Først var jeg en omvej, for jeg tolkede min fars note vedr. stedet for Thues død som Nr. Smidstrup, som jeg slog op i et kort og landede i nærheden af Præstø. Men jeg kunne ikke finde Thues død i kirkebogen for Roholte sogn, som jeg antog for at være det rigtige - og Præstø sogn havde slet ingen kirkebog for døde i 1918, og der var jeg ved at miste sporet - indtil jeg igen slog op i kortet, nu under Smidstrup og fandt at dem var der mange af - bl.a. en i Gadbjerg sogn - og det viste sig at være den rigtige, bortset fra at hans død står opført i kirkebogen for Lindeballe, medens Smidstrup i folketællingerne hører under Gadbjerg. Og sådan kommer man let rundt omkring.
Men historien slutter ikke her, for i skatkisten ligger også et brev til 'Kære Fætter Johannes', dateret Lindeballe den 19-10-1953 fra Marie og Sara Eriksen. Men de fremgår jo ikke af notesbogen - jeg kan vagt huske besøget hos dem, eller måske er det bare et fotografi af to gamle damer på en kirkegård, der gør at jeg tror at kunne huske noget.
Brevet indeholder noter over de slægtninge de kender til, bl.a. omtaler de bedstefar Kristen Hansen, så jeg pløjer alle børn af Christen Hansen Møller og Petrea Ane Jensdatter igennem hos Tirsgaard.dk, der har dem listet, uden af finde spor af nogen Eriksen. Den eneste Eriksen jeg er stødt på indtil videre er Jens Eriksen som Ane Jensen Skou giftede sig med og fik sønnen Thue (der heller ikke er far til Marie og Sara) - altså må jeg i gang med folketællingen fra 1880 for Lindeballe (hvor Thue i hvert fald er født (1879)) og det giver pote på opslag 9:
Jens Eriksen 34 år
Ane Jensen Skou 31 år
Sara Eriksen 3 år
Marie Eriksen 2 år
Thue Madsen Eriksen under 1 år
Ane Eskildsen 14 år - (tjenestepige?)
Maria Christensen 74 år, enke, født Brande Sogn, aftægtskone hos J. Eriksen
(den sidste person en ugift kvinde på 32 år som jeg ikke lige kan tyde detaljerne omkring)

MEN jeg har fundet Marie og Sara, der altså er døtre af Ane (og faktisk ikke har Christen Hansen Møller til bedstefar men sted-bedstefar.
(Inger) 
Skou, Ane Jensen (I598)
 
94 Hvornår Ane er født vides ikke, oplysningen stammer fra tirsgaard.dk, for jeg måtte opgive at få noget fornuftigt ud kirkebogen for Give 1700-1800 på Arkivalier Online, så hatten af for Christian Tirsgaard for følgende tydning:
"Dom Septuages havde Jens Christensen Skou og Birthe Christensdatter i Store Hestlund en datter i kirke Ane kaldet. Baaret af Jomfru Juliane Friis fra Donrupgaard. Faddere vare Niels Andersen af Breinhoed, Busch i Ulkiær Mølle, Ole Christian af Hestlund, Jacob Skou af Giufve." 
jensdatter, Ane (I607)
 
95 I 1735 fster Rasmus Andersen gaard nr. 5 i Keldbylille, som HansAndersen Nordboe frhen beboede og fradde.
Grden beskrives: 3 lngder af 38 fag i mdelig stand.

Adresse : Keldbylille, fdegrden, gl. nr. 5, matr. nr. 16 i 1705. 
NORDBOE, Hans Andersen (I394)
 
96 I Keldby kirkebog i forbindelse med vielsen står anført at Niels Jensen Schou blev konfirmeret i 1871 i Give kirke, men søgning i kirkebogen for Give var uden resultat.
Konfirmationen er opført i kirkebogen for konfirmerede i Ringive Sogn 1846-1891, men det er anført at konfirmationen 1.okt. 1871 fandt sted i Give kirke. 
Schou, Niels Jensen (I602)
 
97 I Keldby Sogns Fattigprotokol 1713:
Marie Hans Nordboes af Keldbylille for Salig Sara Gabriels lille barnsopfostring fra S. Mikkelsdag til 14. dec. 1713 ankommet 2 sletdaler. 
HANSDATTER, Marie (I327)
 
98 i Kirkebogen for Kirstines konfirmation står moderen som Ellen Kirstine Jørgensdatter - men ved vielsen står hun som Ellen Kirstine Andersdatter.
På et slægtskort i min fars papirer står hun som Ellen Stine Andersen Lange, hendes fader: Anders Jørgen Lange (så hun er jo både Andersdatter og Jørgensdatter) [Inger] 
Johansen, Kirstine (I608)
 
99 Ib fortæller om sin skolelærer Bork Andersen:
Ib Nymand, posthuset, Bogø:
Gentleman, som du er ...
- Må jeg, hr. lærer! - Ja, sådan sagde jeg for 20 år siden, da jeg var en af dine håbefulde poder - sige tak for den lærdom, du med meget møje fik proppet ind i mit tykke hoved. Du har altid for mig været idealet af en skolelærer, - vi så op til dig, og du havde respekt. De øretæverne du gav, faldt retfærdigt og præcist, når de skulle – måske et par stykker for få i mit tilfælde - men du skulle jo passe på ikke at gøre forskel på os knægte. Du havde også en fin humoristisk sans, så ddet blev aldrig kedeligt at lytte til dig. Jeg husker så tydeligt flere af dine små bemærkninger, bl.a. fra Danmarkshistorien, når vi havde for om Erik Glipping, der blev myrdet i Finnerup lade. Du sagde: Ja, børn, nu skal I høre, hvordan det gik lille Peter, der ikke kunne huske, hvad han havde for om Marsk Stig Andersen og derfor skulle lyt- te til sidemanden.
Læreren spørger: "Nå, Peter, hvem var det så, der myrdede Erik Glipping"? Peter står lidt betuttet, så hvisker hans sidemand: Marsk Stig Andersen. Dette opfattede Peter forkert, men uden selv at vide det, - og synligt lettet, siger Han: "Det var marskandiser Andersen"!! 
NYMAND, Ib Lui (I103)
 
100 iflg min fars note er faderen Kristoffer Larsen fra Vindebæk. I Kirkebogen kan jeg tyde: Gaardmand Christoffer Larsen og Hustru Bodil ? Steffensdatter Christoffersen, Mette Marie (I681)
 

      «Forrige 1 2 3 4 Næste»


Webstedet drives af The Next Generation of Genealogy Sitebuilding v. 13.0.4, forfattet af Darrin Lythgoe © 2001-2021.

Opdateres af Inger.